den gidet saa lidet, havde disse gode Mænd ikke gaaet for¬
gieves.
Jmod Slutningen af Prædikenen vendte næsten
heele Meenigheden sig om; og vare særdeles begierlige ef¬
ter at see. Jeg, som ikke vidste, hvad saadant betydede,
vendte mig med. Jeg saae da, nogle kom ind i Kirken
med et spædt Barn, som skulde døbes. Jeg kunde ikke
noksom undre over den Nyszierrighed, Folket lod see, og
spurgte en gammel Mand, min Naboe ad, om dette var det
første Barn, som skulde døbes i den Menighed? Men han
svarede mig smilende og rystende med Hovedet, at, uagtet
saadant er sædvanligt næsten hver Søndag, giør dog Fol¬
ket saadan Støy i Kirken. Da Bræsten havde sluttet Præ¬
dikenen, kom en Mand op paa Prædike=Stolen og levere¬
de ham en skrevet Sædel. Herved syntes mig, at heele
Meenigheden ligesom opvaagnede til en fyrig Andagt. Jn¬
gen snakkede, ingen sov, ingen sad skiødesløs, men alle vare
meget agtpaagivende. Præsten læste derpaa af Sædelen:
Paa Onsdag staaer Solen op Klokk. 7, og gaaer ned igien
Klokken 4. Paa Torsdag har vi sidste Qvarteer. (Jeg
tænkte, mon de: ikke og staae paa Sædelen, naar vi faaer
Regn; thi jeg vilde gierne reyse i tørt Væyr, men her holdk
han op.) -
Da Barnet skulde døbes, reyste alle Mand
sig, ja, nogle krøbe endog op i Stolene. Jeg tænkte ved
mig selv, vilde disse Mennesker, som giøre saa mange Op¬
hævelser, tænke tilbage, og erindre deres egen Pagt, kunde
de paa nogen Maade undskyldes for deres Buldren; men
den Letsindighed, med hvilken en Deel betragtede denne hel¬
lige Forretning, udviiste intet mindre end en alvorlig, ær¬
bødig og hellig Eftertanke.
Nær havde jeg forglemt,
at fortælle, at saasnart Præsten vendte Meenigheden Ryg¬
gen, og gik ned af Prædikestolen, toge de fleeste Mandfolk
til deres Hatte og Fruentimmerne til deres Vifter og Tør¬
klæder, hvilke de holdte, for Øynene et Øyeblik, og derpaa
skyndte sig saaledes ud af Kirken, ret ligesom de havde biet
der alt for længe. Jeg havde nogle Gange i Sinde at
ville have anholdt de mig forbigaaende, og bedet dem at
blive tilbage, men jeg befrygtede mig for et slemt Svar,
og lod dem gaae. De gik og saaledes bort den eene efter
den anden, at man tilsidst sang og spillede for sig selv og de
tomme Stole. Jeg ventede at høre nogen Mufik til Be¬
flutning; men i Steden derfor giorde Organisten et meget
