Pandolfus aabnede sin Bod med megen Lykke,
Og Handelen ham gik ret got og efter Tykke;
Hans redelige Art iblandt Kiøbmændene
Forvoldte at han snart fik stor Berømmelse.
Han sine Regninger almindelig betalte
Før sidste Forfalds=Dag, ham saadant Pligt befalte
Saa han et Mønster blev for unge Kræmmere,
Enhver ham undte vel, og ham lykønskede;
Men da hans Lykkes Vogn saa jevnt tog til at løbe,
Blev han just overtalt, en Seddel sig at kiøbe
J næste Lotterie, som kostede ey stort;
Men til en fattig Mand Pandolfus dog har giørt.
Han uden Følelse lod Seddelen henhvile,
Til man med Trækningen begyndte sterkt at iile
Men Sagen endog da ham ey til Hiertet gik,
Før om det største Lod han Efterretning fik.
Tænk, hvilke Rørelser han har i Hiertet fundet,
Da han saae næste Tal ved hans at have vundet
Det allerstørste Lod. Han tænkte: Ak, hvor nær
Jeg dog har været ved at faae stor Rigdom her.
Fra dette Øyeblik han kun om Lykke drømte,
Og ved Indbildninger sin Handel reent forsømte.
Han sig en Herremand i sine Tanker saae,
Naar han en anden Gang slig Vinding kunde faae¬
Et andet Lotterie saasnart ommeldtes ikke,
At Gierrighedens Piil begyndte jo at slikke
J hans forvildede og vindesyge Siel,
Der søgte nu paa Slump sit eimelige Vel.
Dog vilde han forsnart ey efter Seddel sige,
Men saae paa Tallene, de lige og ulige,
Og undersøgte dem, som havde vundet før,
Da han tilsidst Bestik paa et vist Numer giør.
Men Skade! Seddelen var bortsolgt til en anden,
Og man var ey i Stand at finde Eyermanden.
Med mindre Haab han da et andet Numer tog;
Men Tankens Vildhed sig til Rolighed ey slog.
Saa megen Angest ey har nogen Fange naget;
Saa megen Længsel ey en heftig Frier plaget;
Saa megen Uroe ey en rig Mands Arving leed,
Som vor Pandolfus her, for Tidens Langsomhed
