Han tit betragtede den Skat, som var i vente,
Og naar en Dag paa nye sig for hans Ønsker endte,
Han meer fornøyet da til Sengs end forhen gik,
I Haab, at han nu snart sit Ønske opfyldt fik.
Omsider Dagen kom. Han vandt Tolv Sneese Daler;
Men da det ey forslog til Haabets Capitaler,
Han heel kolsindig var mod de Lykønskende,
Og fjorten Dage knap betog hans Græmmelse.
Nu længtes han paa nye, det Mellemrum var omme,
At næste Lotterie til Samling kunde komme.
Han for al Gisning fik imidlertid Foragt,
Og søgte nu at faae det største Lod med Magt.
Han derfor kiøbte sig en Fyrretive Numer,
I Haab, han fik igien de allerstørste Summer
Han deelte Lødderne, som Lotterie=Folk skal
Jmellem lige og ulige Lykke-Tal.
Nu giør han Slutninger og allehaande Prøver;
Nu han ved Tallene Betegnings-Kunsten øver;
Nu skrives Numerne af ham paa Tærninger,
For han vil forud see, hvor lykkelig han er.
Et af hans Numere ved Tærning=Kast fik vundet;
Men han ved Trækningen befandt sit Haab ugrundet.
Paa et og andet Lod han nogle Daler vandt;
Men baade Herregaard og alt hans Haab forsvandt.
Hvor er Pandolfus nu i denne Tilstand faren?
Den lade Gierrighed har trakt ham ind i Snaren.
Han i sin Stue er sin Maxter=Lykkes Tolk,
Og lader Handelen bestyres af hans Folk.
Kom han end i sin Bod, han tænkte ey paa andet,
End sine Seddeler, og Herregaard paa Landet.
Hver Kiøber, som kom ind, han saae paa Timen an,
Som en, der vilde ham forstyrre i sin Plan.
Han Feyl i Prisen tog paa sine egne Vare,
Og i hans Regninger man kunde Feyl erfare.
Han førte ey til Bogs hvad Penge han fik ind;
Thi Lotteriet kun opfyldte alt hans Sind.
Hans Kiøbmænd ham tilsidst begyndte at forlade;
Men han for Lotterie ey saae sin egen Skade;
Og skiønt han mærkede, hans Handel Krebsgang gik:
Saa troede han, han dog Gevinst ved Lodder fik.
