Men som Uheldige mistvivler om sin Skiebne;
Man saae Pandolfus nu mod Faren sig at væbne.
Han Seddeler ey tog af anden Collecteur
End hvor det største Lod var faldet ofte før.
Han snildt udforskede, hvem forhen havde vundet,
Og naar han havde en af disse Herrer fundet,
Han overtalte ham, at indgaae Fælledsskab,
Og meente, at han da ey skulde lide Tab,
Saaledes holdt han halvt i nogle Sneese Numer,
Og ventede nu vist at vinde store Summer.
Hans Hierte klappede, da Træknings-Tiden kom¬
Og Lykkens lette Hiul for ham blev dreyet om.
Det største Lod derpaa blev udraabt i det samme;
Ved dette Raab hans Sind blev sat i Fyr og Flamme.
Et af hans Numere Gevinsten rigtig fik;
Men største Deel deraf bort til en anden gik.
Pandolfus skamfuld blev og sorrigfuld tillige;
Men ey sin Græmmelse til nogen turde sige.
Han kunde denne Skat havt i sin Eyendom,
Hvoraf nu største Deel i andres Hænder kom.
At stævne Sagen ind han havde gierne vovet,
Om han ved Dommen sig Gevinst har kundet løvet;
Men i sin Gierrighed han dog saa billig var,
At for Brocetz herom han rigtig Afskye har
Han tænkte, som var sandt, hvad ey med Ret kand kræves,
Og hvor ey er Beviis, kand ingen Fordeel hæves.
Han blev til Slutning syg af lutter Gremmelse,
Jndtil han for en Præst sit Hierte blottede.
Den Guds Mand lærte ham: Man bør sig ey opføre,
Som man Tilkommende Nærværende vil giøre;
Man bør ey Muelighed for Vished tage an,
Og ey paa Hendelser opbygge Lykkens Plan.
Enhver med billighed fortryde maa sin Gierning,
Naar han sin Lykke har betroet Spill og Tærning.
Sig at bekymre om de blotte Hendelser,
Det for en viis Mands Lyst jo alt for nedrigt er.
Enhver vinskibelig udi sit Kald bør være,
Og i en stræbsom Flid ansee fornuftig Ære;
Thi der er Fordeel ved, og da staaer Lyk¬
ken bi,
Men ey i Ladheds Haab til Lykkens Lotteri.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et hver Torsdag.
