Næse, hvilken hun med mange Skields-Ord bortdrev.
Det forbandede Utøy, sagde hun, er og skabt til at plage
Ja, sagde Mester D. . 3
mig tykkes at disse
Folk.
Fluer ere lige saa unødvendige som vore Petitmaitres, og
jeg troer, at begge Slags har en Natur; thi de vil helst
være der, hvor de ikke maa, og man maa drive dem bort,
saa ofte man vil, saa kommer de dog igien.
Apro¬
pos! sagde den gamle Frie=Barbeer, ich skal lehren Dem
emne guten Rath wider die verdamte Fliegen: Man neh¬
me allein 1 Qvintin versusset --- mas heist es anf Da¬
nisch? ---Qvægsilber, und ein halbe Loth Baumolie,
und lasset es alles zusammen kochen in eine --- in eine ---
mas heist es aaf Danisch, in eine Blypotte, und menget
viele Zucker darunter, und setze es fur die Fliegen, so sol¬
len sie alles mit einander vom diese susse Wollnst fterben.
Das ist probatum, warhaftig!
Er det probatum,
sagde Verten, skal J have en Morgen-Sobken frie i fjor¬
ten Dage i mit Huus. Gut! mein Herr! ich danke. Aber
ich soll noch spiculieren auf ein Mittel, wie man die Petit¬
maitres, Schmarotzer --- mas heisset sie auf Danisch?
---- die Snyltegieste, und die forneme Bettellente qvit
und frey bleiben soll. Nun hat ich Dem allein gelehret,
Ha! ha!
Jhr Herren, die Fliegen zu vertreiben.
ha! raabte de allesammen, dersom J kand det, er J Me¬
fler, og J vil giøre Publicum en stor Tieneste.
Ja,
J skal komme til, sagde Mesier D?
at tage mit Skiæg
12 x.
mit med, sagde Me¬
af. Mit med, sagde Mester C¬
ster B T 1
Da skal han, min Troe, sagde Kielder¬
Pigen, aldrig komme til at aarelade mig meere, dersom han
fordriver disse Petitmestere og søde Herrer; thi de ere, min
Troe, dog de nydeligste Kreaturer i heele Verden; Men
kunde han fordrive Patrolskriveren, vilde jeg, paa min Ære,
Og jeg
give ham et Kruus dobbelt Øll hver Aften.
at han var her i Aften.
vilde ønske, sagde Mester D. . 3
Da skulde jeg, om jeg kunde, sagde Vigen, mane ham le¬
vende i denne Flaske, og sette Proppen paa for ham, at han
aldrig skulde komme ud igien. (Det er en Lykke for mig,
- Nu
tænkte jeg, at denne lille Pige ikke kand mane.)
tog en Mand sin Lygte og sin Stok, og listede sig saa sagte
hiem. Verten fulgte ham smukt til Døren, og da han
vendte sig til os igien, sagde han, det var en meget kiøn
