fordriv. Jeg har betragtet det i lang Tid, som den stør¬
ste Skade. De vilde tillade en gammel Præst dette Ord,
hvilket, saa meget jeg veed, er kommet gandske ud af Mo¬
den. Vil De vide, hvorfor jeg tænker saaledes? Derfor:
fordi at Spill kand giøre, af den allerærligste Mand, det
liderligste og nederdrægtigste Menneske.
Jeg kiender Dem. Jeg veed vist, at De har en
naturlig Drift til at giøre Got, og ønsker, at De kunde
erlange et got Narn i Verden. Fra Deres unge Aar af,
veed jeg, at De har været tilbøyelig til Godhed og Medli¬
denhed. Jeg har seet, at De har givet en gammel ærlig
Mand sex Skilling, da De kun havde aatte i Lommen, og
følgelig kun to tilbage. Hvorledes er det mueligt, at De
kand elske saadan en Sag med flig en Hæftighed, som med
Tiden kand betage Dem Biisdom, Berømmelse og Tilbøyg
lighed til Ædelmodighed!
Jeg veed, at De vil lee over det, som jeg herften¬
bringer, og vil sige: at jeg holder en Prædiken. Det er
ligemeget. Enhver forretter sit Haandverk. Jeg haaber,
at jeg ingen Tid har nødig at skamme mig ved mit. Men
hvorledes kand Spill have de Følger, som jeg her siger?
Et Øyeblik Taalmodighed Mylord. Jeg vil vise Dem
det, og kuns med faa Ord, omendskiønt jeg er kun en gam¬
mel barnagtig Sladdrer:
Et ungt Menneskes= Sæder land forderves af det
Selskab, som han besøger. Mig synes, Mylord! at i
de Huuse, hvor man holder Spille=Borde, er just ingen
Viisdoms Stole. Den Tale, som man fører der; de
Skuespill, som man der seer af de skammeligste Passioner;
Den Hidsighed efter at vinde; Det Optør, de Eeder og saa
fremdeles. Alt dette synes mig, duer slet intet, til at danne
