ne Prædikener, min Bodfærdighed; hvad skulde jeg med
alt dette kunde fortiene af dig? Handle med mig saaledes,
som det er dig selv anstændigt at handle med dit Creatur,
og ikke som dit Creatur fortiener. Hvad du har besluttet
over mig, store Gud! det skal jeg tage imod med den yd¬
mygste Hengivenhed, ligesom jeg her ligger udstrakt paa
Gulvet af din Tempel, og altid velsigne din Villie.
En anden Dervisch, som stod noget fra denne, bukkede sig
ofte til Jorden, og raabte hver Gang lige saa høyt: Sto¬
re Gud! Vil du ikke ihukomme din Tiener, som aldrig har
forglemt dig?
En Arbeyder stod midt imellem dem.
Han slog Øynene ned, sukkede og sagde med en svag Stem¬
me: Store Gud! Forlad mig mine Feyl; og den eneste
Belønning, som jeg ønsker mig for det lidet Got, som jeg
har gjort, er, at du vil give mig Kræfter til herefter, at
jeg kunde giøre meere Got.
Der var en Gang mange fattige Lærde forsamlede
hos en meget rig Herre, som alle gave ham umaadelige
Berømmelser. Han svarede dem: Den, som J roser,
kiender sig selv, og J bedrøver ham kuns. J berommer
Paafuglens Fiere, men den seer til sine Fødder og sukker.
See der, sagde han, i det han gav dem en anseelig Sum¬
ma: Tager disse Penge, og jeg vil give Eder meere, der¬
som J ikke vilde rose mig. De toge Pengene, og roste ikke
meere den store Herre.
Jeg mødte forleden en Dreng, som kom løbende i
fuld Spring, gandske speedig, og Tungen var færdig at
hænge ham ud af Halsen; han havde net op et Spill Kort
i hver Haand. Hvorhen? hvorhen? spurgte jeg. Til
min Herre, svarede han. Bie lidt. Hvem er din Herre,
spurgte jeg videre? Jeg er, sagde han stønnende; Tiener
hos Secretairens Skriverkarls Dreng; han løb. Løb kuns,
tænkte jeg, at ikke din Herre bliver vreed. Jmidler¬
tid gav denne Dreng mig Anledning til
dette Blad.
Af disse approberede Uge=Blade udgaaer et bver Torsdag
