Faae den Skam der giør! sagde Verlen, og let¬
tede sin Hue. Men De begik en Feyl. Hvorfor tilstod
De alting? De kunde jo have sagt, at De havde tabt De¬
res Pas? Jeg beder ogsaa, min Herre, at De vil være
saa god, og betale mig for Logement, Opvaxtning og For¬
tæring
Hr. Vert! De saae jo selv, at han tog alle mine
Penge fra mig. De maa derfor indgive Deres Regning
til Vedkommende,
(Han skrev Regningen op, hvilken en af Giesterne be¬
talte ham for mig. Verten takkede. J Nod
kiender man Venner, tænkte jeg.
Det var neppe noget Qvarteer, førend det blev be¬
kiendt over heele Byen, at een af Patrollerne var der. Der
stimlede nogle 100 Mennesker for Huuset, alle ønskede at
see Patrollen. En spurgte mig gandske hemmelig, da han
kom ind i Stuen, hvor Patrøllen var; han meente ikke at
han saae ud som et andet Menneske. Tilsidst samledes
endog Krøblinger, Kierlinger, Børn, Halte og Blinde for
Hauset, alle vilde see Patrollen, saa at Værten maatte nø¬
des til at lade Huuset besætte med Vægtere." Han blev
meget ærgerlig over al den Støy. Dog var han saa høflig
og sagde; Gid Bokker havde Jer og Eders Herre, med
samt alle Eders Blade. Havde jeg kiendt Eder saa got,
da J kom, som jeg kiender Jer nu, skulde jeg smukt have
slaget min Dør til for jer Næse.
Sagte! Sagte! sagde den forrige af Giesterne:
Jeg beder at J ikke vil giøre denne Mand meere af det.
(Han hviskede til mig, og omfarnede mig; Min Herre sag
de han: Det er mig kiert, at jeg har lært at kiende en af
Patrollerne af Person. Gak De kun i Arresi. Jeg skal
nok mægle Deres Sag, saa De snart skal komme paa frie
Fod igien) Nu kom Betienteren tilbage.
Nu! Hr. von Strohholm! Er De færdig?
Ja.
Saa kommer Børn! og lader os gaae!
(Det var en stor Feyl i denne Stad, at de havde ikke
meere end en eneste Hyre=Vogn, og denne hav¬
de just en Frier betinget, som skulde bede til
Bryllup og Fadder paa engang, hvilket Hast¬
verk ey vel kunde opsettes for min Skyld.)
Arresthuus=Forvarere havde gandske vist faaet Un¬
