langende. Jeg maa da sige hende i al Oprigtighed, at
jeg er hverken lang eller kort, dog meere kort en lang; hver¬
ken tyk eller smal, dog meere smal end tyk; hverken ung
eller gammel, dog meere gammel end ung; hverken kiøn
eller grem, dog meere grem end kiøn. Kand De nu
see, jeg er en upartisk Skribent. Nu vil jeg haabe, at
Men
Theodosig aldrig kand tage feol af min Person.
jeg opholder mig alt forlænge over mig selv. Best at
giøre
Taksigelse.
Først og fornemmelig takker jeg mine gunstige
Herrer Censores, som af alle mine Læsere har havt den
største Møye og Umage med mine Blade. Jeg takker
Dem for Deres velmeente Raad og Erindringer, som jeg
altid imodtager med største Taknemmelighed.
Det smukke Kiøn, som har værdiget mine Blade
med deres milde Øyekast aflegger jeg min allerydmygste
Taksigelse. Maaskee man troer, at jeg ingen Velyndere
har af det Kiøn. Jø, Frue Ydmyg, Frøken Fornuf¬
tig, Madame Dyderig. Jomfrue Kydskhed og Theo¬
sia ere mine største Velyndere, og om jeg ikke havde flee¬
re, vare de mig nok.
Mine ubekiendte Correspøndentere af begge Kiøn
maa ey forgiettes. De forlader mig, om jeg ey i Alting
har kundet tiene dem. Nogle veed selv deres Forlangende.
Men jeg overlader til dem selv, at skiære Øxer og Næser,
af hvem de lyster. Mig undtagen.
Mine Skumlere kand jeg ikke takke, thi af dem har
jeg ingen havt. Er det ikke rart? Hvem skulde vel
troe det?
Til Slutning takker jeg mine Subscribentere, men
vilde alle de, som, foruden dem, har læst mine Blade, til¬
lige give mig hver en Daler, kunde de sette mig i saadan¬
ne Omstændighder, at jeg en anden Gang kunde faae
meere Tid til at skrive. Denne Gang troer jeg, at jeg har
snakket nok for 4 Mark. Jeg har kiendt de Bye=Slad¬
drer (dog sans compareson) som, for en eneste Eftermid¬
dags Snak, har faaet langt meere. Jeg misunder dem
dog ikke. Er jeg ikke meget god?
Min gode gammel Philosoph og alle mine Sæl¬
skabs Brødre havde jeg nær fergiet; dog disse bestode ge¬
meenlig i min egen Skygge.
