Glædeligt vorde Aaret for de Elskende! Gid som¬
me af dem maae nyde deres Kierligheds Attraae, og somme
glædes ved, at de nød den ikke! Men hvad har vore Øn¬
sker her at bestille? Lad de Elskende ønske selv. De baade
kan og vil.
Glædeligt vorde Aaret for alle Nyt=Aars Ønskere!
Det var et herligt Jndfald; Nu slap vi med vort Nyt¬
Aars=Ønske. Her har vi alle Mennesker indbefattede. Hvo
gratulerer ey til Nyt=Aar? Jngen forsømmer det, som
kan sige, et glædeligt Nyt=Aar til Folk. De Maalløse
nikker endog Nyt=Aar frem. Nu har vi da opfyldt vor
Nyt=Aars Pligt imod alle agende, gaaende, siddende,
staaende, bukkende, neyende, store og smaa Nyt=Aars Øn¬
skere; og nu har vi alle ligesaa roligt et Sind, som vor
Formand, da han ved sin Afbiit havde forligt sig med alle
Mennesker. O hvor tilfredsstiller det Hiertet og Sindet,
at have ønsket alle Mennesker et glædeligt Nyt=Aar. Saa¬
dan Virkning paa Gemyttet har endog den udvortes Øvelse
af Pligternes Opsyldelse.
2. Smaa=Ting.
At skaffe Materie til denne Artikel, det er Michel
Støvers Sag. Den vil vel ellers ikkun faae maadeligt
bifald; thi der findes ikke mange, som bekymrer sig om
Smaa=Ting. Lad os høre hans Beretninger.
Da jeg forleden var hos min Ven og Velynder, den
velhavende Borger, for at ønske ham et glædeligt Nyt=Aar,
kom et Par meest nøgne Børn i Forstuen, og begyndte at
synge. Han bankede strax paa Døren, og sagde: det er
en forskrekkelig Løben her er paa Dørene af Fattige nu om¬
stunder. Børnene bade med en ynkelig Stemme om en
Skilling til en Skofte, eller et Stykke Brød. J faaer
intet, raabte han. Jeg lukte da Døren op, og igient og
hans Ord: J faaer intet Børn, men jeg gav dem tillige
urost hver en Skilling, dog saa, at han ey merkede det. Da
jeg havde lukt Døren til igien, begyndte han efter sin Sæd¬
vane at snakke om Oeconomien, og sagde iblant andet: det
er Folkes egen Skyld at de ere fattige, det er et, og for
det andet, hvor Fattiges Anstalter ere saa gode som her,
der bør Tiggere ikke findes for Dørene. Sandt nok, sva¬
rede jeg; men han maae troe, de Fattige, som har altid
Plae nok i sin Fattigdom, lider dog allermeest Ondt om
Vinteren, naar de maae drages med Kuld og Hunger i Nø¬
genhed og Foragt. O raabte han: det er Smaa=Ting!-
J det samme kom hans Børn ind fra Skolen. Han blev ved
