at larme mod de Fattiges Omløb om Almisse, og det Ord
Fattigdom vilde han ikke skulde nævnes iblant Christne. Man
raaber saa meget paa Medlidenhed imod Fattige, sagde han:
men jeg kan sværge paa, at jeg selv maatte blive en fattig
Mand, om jeg skulde give Almisse til alle dem, der kommer
og forlanger den. Man har ikke Fred for disse Fattige, en¬
ten man er ude eller inde; ikke engang i Kirkerne. Der maae
man give Penge i Tavlerne, og man kan for Skams Skyld
ikke andet, naar man sidder i en Stoel. Tænk kun engang,
efter, 5, 6, Tavler; og i hvor lidet man legger i hver, saa
beløber det sig dog til en Slump, imellem Aar og Dag, i sær¬
ifald man gaaer hver Søndag i Kirke. De slipper allerbest,
som staaer i Gangene. Han giorde saa mange Anmerkninger,
over Medlidenhed og Barmhiertighed, at mig syntes, han
havde ikkun profiteret lidet af al hans Kirkegang. Han blev
hidsig, og hans Ord bleve tilsidst Spotterier, som nærmede
sig ind paa Religionen. Tys, raabte jeg da, hans Børn ere
i Stuen, seer han ikke at de merker flittig paa, hvad han siger.
Oraabte han igien: det er Smaa=Ting! - Ney, sagde jeg,
det er ikke Smaa=Ting. Forældre bør altid tale varsomt i de¬
res Børns Nærværelse; de bør aldrig forsømme, at arbeyde
paa disse smaa Skabningers Forbedring; og ikke ved saadan
eller anden Tale eller Gierninger ned ryde det, som en retskaf¬
fen Skolemester opbygger i disse unge Menneskers Begreb. Jeg
taled endda adskilligt med ham om den rette Børne=Opdragel¬
se. Han hørte taalmodig paa mig; men han raabte alt imellem
stu det: O det er Smaa=Ting! det er Smaa=Ting!-Vel
er det, at denne Mand har ikke mange lige i sin Tænkemaade.
Jndenlandske Sager.
Julestuer og Pikenikker holdes nu paa denne Tid i de fleste
Byer. De ere et deyligt Middel til Fornøyelse. Man seer der
lutter milde Ansigter, og ligesaa glade, som paa de lystigste Co¬
moedier og prægtigste Bal. Der er ikke engang Tid til at bagta¬
le Folk i disse Selskaber for bare Glæde. Karen siger: de burde
aldrig afskaffes, men Karen har sin Aarsag; thi hun blev for¬
lovet med Hans paa den sidste Julestue hos Fogden. Der var
Spil; og Fogdens Kone vilde op og dandse. Hun laae syg.
Man meente, hun sagde det i Raserie. Men Konen var klog.
Hun beraabte sig paa Peder Syvs Ordsprog. Har jeg ikke
læst, sagde hun: at Lystighed er god mod Sygdom.
Adskilligt Nyt.
Nogle mener gandske vist, at den Jøde, som reyser omkring
ned Kiempen Bernhard Gigli, er Jernsalems Skomager.
