set gik overstyr, og at han ey fik sin Villie opfyldt. J sin
nærværende Eensomhed er han fortrydelig over= Verdens
Ubestandighed, og over det, at man har været ham hinder¬
lig i sine Hensigter. Bag efter indseer han, hvorledes han
skulde have baaret sig ad, og hans nye Forset er, at giøre
det bedre herefter.
Den Ødsele, som i Fior havde forskaffet sig mange
egennyttige Velyndere og Venner, gjorde til Nyt=Aar en
Beregning over sine tilbagehavende Midler. Da han saae
Beholdnings=Summen, tænkte han strax paa sin Levemaa¬
des Forbedring. Ney, sagde han: det gaaer ikke an læn¬
ger, at føre saadant Levnet; du maae forbedre og omvende
dig; du maae herefter holde et fornuftigt Huus med dine
Midler, saa du betænksom ligner Indtægt med Udgift. Han
vil i Aar afskaffe en stor Deel af sine tilvante Adspredelser,
og denne Formindskelse af hans forrige Yppighed, som hans
Formues Aftagelse desuden forbyder at fortsette, er jo en
ønskelig Forbedring og Omvendelse. J det mindste troer
han selv ey at behøve nogen anden.
Kiøbmanden sluttede Nyt=Aars Aften sine Regnska¬
ber. Han fik Summen ud, som han havde foresat sig at
eye i Verden. Kied af længer at besværes med Handelens
Byrder, ophævede han den, samme Aften. Nok, sagde han:
i nogle og fyrretive Aar at have tient Verden saaledes, at
jeg nu ikke behøver det længer. Mit Øyemed var, saa længe
det stod paa, med utrættet Flittighed at arbeyde og stræbe
efter, at jeg kunde forhverve mig saa meget, som jeg nu eyer,
saa jeg kunde tilbringe mine sidste Aar for Døden i Stilhed,
og Rolighed. Saaledes vilde jeg, at alle Kiøbmænd skulde
handle; de skulde ophæve Handelen, naar de fik samlet sig
en vis Sum, og give Plads for de yngre Handlende, men
de fleste ere desverre ikke findede saaledes som jeg: de ville
ikke gierne ophæve deres Handel, førend Døden ophæver de¬
res Liv, og somme knap endda. Denne Mand er et rart
Mønster, hvo seer ikke, at det er bare Ondskab, som siger
om ham, at han ophævede Handelen, for at nyde Magelig¬
hed paa sin gammel Alder. Han bekiender nu reent ud, at
han har tilvendt sig mangen Fordeel og Gevinst med Uret.
Har han før saadan aabenhiertig Bekiendelse da ikke Ret til
at fordre, at enhver skal troe, at hans Sind er nu ikke meere
henvendt til denne Verdens Gods, siden han ikke løber mere
derefter eller handler længer? Er det ikke at fornægte Rig¬
dom, at han ey er findet at forøge den? Der findes intet min¬
dre end Gierrighed hos ham. Han tilbringer nu sine øvrige
Dage uden al Bekymring, og venter kun paa den Tid, naar
