havde været mere taknemmelig, og havt større Jndsigt i hans
Fortienester= Han havde allerede talt 103 Aar, da han tælte
sig af Dage, i det at han efter et Veddemaal vilde tælle den hele
Eenmaaleen op i et Aandedræt.
Jndenlandske Sager.
Da vi vare i Begreb med at giøre Udkast til denne Arti¬
kel, indløb følgende Efterretning, som vi ville meddele Læserne
uforandret:
Der findes maaske ingen saa lastefuld, at han jo dog til
egner sig et Fortrin for andre. J vor Bye kiender jeg kun gand¬
ske faa, som kiender sine egne Feyl, men mange, som kiender
Næstens. Er der undertiden nogen, som tilstaaer, at der er
Feyl ved ham, hvilket dog meget sielden skeer, saa søger han
dog paa alle muelige Maader at forestille dem smaa og ringe
for andre, og beraaber sig altid paa Næsten, hvis Daarlighe¬
der forekommer ham meget latterlige. Det er jo og billigt, at
man bør skiule sine egne Feyl det meste mueligt er, lad være
man ey vil rette dem. Jeg kiender nogle, som ere blevne meget
fortørnede over Patrollen i Aar, og har svoret paa, at de ey
gider læse den, fordi derudi intet findes, som de retskaffent kan
lee ad. Det duer intet, sige de, at ville anføre en eller anden
liden Feyl for at giøre den latterlig. Enhver holder for, at
hans Feyl ere ikke saa skadelige som andres.
Hr. Fraadser siger. Et Menneske kan ikke have nogen
større Fornøyelse i Verden, end at fornøye sig med Guds
Skabninger. Jeg giør mit Legeme til gode; jeg spiser og drik¬
ker det beste jeg kan faae, og jeg finder nu en inderlig Forlystelse
i disse Jordiske Gavers Brug. Det er jo dog vel tilladt, at set¬
te sin Fornøyelse i nydelige Retter og velsmagende Drikke?
HErrens Godhed har givet mig al Forraad til min Magelig
hed; jeg maatte jo ansees for disse Gavers Foragter, om jeg
ikke vilde nyde og bruge dem. Og, naar jeg nu giør dette, vil
man da regne mig det til Onde, og legge mig det til Last Saa¬
dan en forstaaer ikke dens Øyemed, som for Menneskens Skyld
har anordnet alt dette, for at forsøde vort møysommelige Liv.
Dersom jeg var en Gnier, som sulter ved sine Penge, og nen¬
der aldrig at æde sig mæt, saa kunde man med rette bebreyde
mig min Daarlighed. Den Karl han sørger kun for sine Pen¬
ge=Skrine, og ikke for sit Legeme; dem fylder han daglig, men
han faaer selv desto mindre, saa han ret strax seer ud som en
Beenrad. Han troer vist nok ikke sin Skaber. Men jeg giør
hvad jeg bør, og det skulde fortryde mig, om nogen understod
sig, at misbillige mit Forhold.
Hr. Gnier veed og at anføre Grande til sit Forsvar.
Hvo kan førtænke mig, siger han: at jeg ikke kaster den Guds
