Velsignelse bort, som mig er given; men at jeg tvertimod giør
mig Umag for, at samle saa meget, som jeg med en god Sam¬
vittighed kan faae skrabet sammen. Vi ere jo ikke andet end
Huusholdere i Verden, og det varjo uforsvarligt, om vi vilde
adsprede fremmet Gods, som vi meget mere bør holde Haand,
og Hævd over. Skulde jeg lade alting gaae igiennem Halsen,
som Hr. Fraadser? Ney, man bør tænke paa den tilkommen¬
de Tid. Man betænke selv, om jeg ikke handler fornuftig. Naar
han bliver en Staader og Tigger, saa har jeg mit i Behold.
Han setter sit overstyr, og giør sin Kone og Børn fattige og
ulyksalige, men jeg elsker mine Penge, og sørger tillige for mi¬
ne Efterkommer, ved det jeg søger at spare noget til dem. Lad
ham kun æde fine Penge op; mine ligger ret vel forvarede i
mine Jern=beslagne Skrine.
Hr Spiller taler ligesaa fordeelagtigt om sig: Jeg el¬
sker en tilladelig Tidsfordriv, siger han: Altid at have med
alvorlige Ting at bestille, det er os ikke mueligt. Et hvert
Menneske maae søge at giøre sig en fornøyelig Afvexling, for
siden med desto større Jver at forrette sit Arbeyde Naar jeg
arbeyder tre Timer om Dagen, og spiller ni Timer, saa maae
jo enhver tilstaae, som er ligesindet med mig, at jeg har anvendt
min Tid got. Kort=Spil befordrer undertiden min Opbyg¬
gelse. Jeg tænker ofte derved paa høyere Ting. Jeg lærer at
kiende Folk, og at undersøge deres Gemyts-Beskaffenhed.
Saadant er jo de største Sædelæreres eneste Forretning; og
man kan aldrig lære det bedre, end naar man giver sig i Spil
med Folk. Vinder jeg, som jeg dog oftere ønsker, end det
skeer: saa anvender jeg det, som Lykken beskierer mig, til min
Næstes Beste. J det mindste bliver jeg derved bestyrtet i den
Sandhed, at meget i Verden kommer an paa Lykken. Jeg er
dog ikke som Sqvaldreren, der bortddder sin Tid med
Skiemt og Bagtalelse, naar jeg anvender min Tid til saadan
tilladelig Fornøyelse Jeg forskaffer mig undertiden gode Ven¬
ner, naar han forhverver sig Had og Fiendskab. Lad være jeg
nu ikke just giør meget got i Verden, saa skyer jeg dog Leylig
heden til at giøre Ondt hvilket Sqvaldreren daglig forøger
ved sin Lediggang.
Hr. Sqvaldrer tager Sagen paa en anden Fod. Jeg
fornøyer mig ved en uskyldig Discours, siger han: Folk gider
gierne høre mig snakke. Er end det meste Løgn, saa er det dog
behageligt at høre paa. Mine Ord dræber slet ingen, og jeg
ønsker altid, at det Onde, som jeg fortæller, maatte ikke for¬
holde sig saaledes. Jæ meer jeg haaber selv efter Kierlighed
det Beste. Jeg kan jo imidlertid ikke sidde stum, naar jeg er i
