Selskab, eller slaae Laas for min Mund. Jeg bedrager jo
ingen derved; og jeg setter mig heller ikke i Fare, at tabe og
forspille mine Penge, som den gode Hr. Spiller. Med mit
Snak skader jeg hverken mig selv eller andre. Hvortil er vel
Tungen givet mig til andet, end til at tale med? Skulde jeg
i et Selskab vel staae saa ubevægelig, som en Skielsteen og
Grændsepæl? Jeg fortæller ikkun efter, hvad jeg har hørt af
andre. Er det fornærmeligt for Næsten, saa maae andre for¬
svare det, som finder paa saadanne Bagtalelser.
Hr. Ærgierig siger: Jeg giør ikke noget, som kan før¬
ringe min Stand. At jeg tragter efter, at svinge mig høyere i
Veyret, end andre gider gierne seet, det er jo berømmeligt. At
jeg ikke giør mig gemeen med andre Ligemænd, det er jo en
honnet Ambition; jeg behøver jo ikke at paatrænge mig andre,
som enhvers Tiener. Det er jo baade Skam og Spot, at om¬
gaaes venlig og fortrolig med den gemene Almue. Man kan
jo let ved saadant nedrigt Selskab blive indviklet i Grovheder
og Udyder. Verden er desuden saa tilhøyelig nok, til at under¬
trykke ærekiere Gemytter. Det er jo en hønnet Ambition, som
driver Menneskene til de allernyttigste Forretninger. Skulde
jeg kanskee bære mig ud, som Hr. Ydmyg, der tager Hatten
af for enhver Staader paa Gaden.
Hr. Ydmyg veed derimod meget got, at give sig et For¬
trin for den anden. Hvad skader det mig, siger han: om jeg
endog viser mig venlig imod den Allerringeste. En Hilsen ko¬
ster jo intet, og desuden skaffer den mig ofte mangen en For¬
deel. Det er ikke uden Aarsag, at jeg beqvemmer mig til at
være ydmyg. Er detikke bedre at være høslig end grov? Ja jeg
vil heller gaae noget for vidt i min Ydmyghed, end giøre for
lidet deraf. Skulde jeg vel være saadan en Nar, som Hr. Ær¬
gierrig, der vil svinge sig op over alle andre Mennesker, om¬
endskiønt han endnu ingen Vinger har. Mig gider gierne en¬
hver fordrage hos sig, da man derimod altid skyer Omgang,
med en Hoffærdig. Jeg har og Fordeel af min Verlighed, da
jeg derved faaer mangt et got Glas Viin og skiønt Maaltid.
Naar jeg giør mig elsket, saa giør Hr. Ærgierrig sig forhadt.
Hvo vil understaae sig at laste min venlige Omgang?
Saaledes er hvert Menneske sin egen Procurator. Ja
de, som meest forgaae sig i Uordentligheder, kan dog altid for¬
svare deres Sag saaledes, at andre ere verre end de, og i saa¬
dant Forsvar søger Folk i Almindelighed en Tilfreds stillelse og
Trøst. Jeg vil derfor raade Patrol=Skriverne, at de ikke næv¬
ner et Ord om saadanne Feyl, som Folk kan forsvare; thi der
er saa mænd ingen, som forbedres deraf. For tæller heller
Eventyrer, J gode Patrol=Skrivere! naar J ikke kan
skaffe eders Læsere noget bedre
