En ham i Næsen kneeb. En ham i Øret skraalte.
Han ubevægelig alt dette laae og taalte.
De ruskede hans Krop, og nævnte ham ved Navn;
Men deres hele Kunst var her til intet Gavn.
De lagde paa hans Bryst tre fire Nøgle=Knipper
Som holdes for vis Hielp, naar andre Midler glipper.
Det for Besvimelse saa mange hiulpet har;
Men dette Middel nu dog reent forgieves var.
Da intet Raad slog an, de Bud i Byen sendte,
Og lode den Barbeer, som boede nærmest, hente.
Han snakkede kun lidt, var oftest fier og suur,
Og manglede saa vidt Barberernes Natur.
Han kom. Han aarelod, fik Blodet til at springe,
Som hos Bespimede sig sielden vil gelinge
Han fire Kopper Blod ved saadan Sygdom tog.
Den Viisdom havde han af en haandskreven Bog.
Jeronimus derpaa afmægtig lod sig høre:
O Himmel! skal jeg døe? hvad er her ved at giøre?
Strax svarede Hr. Geert: Es toird gleich alles ant
Weil Sie entledigt, sind von vielem bosen Blut.
Jh vill Sie ein Recept vom grossen Nutzen schreiben,
Dabey vor dieses Mahl es mus bitz weiter bleiben;
Und venn Sie ferner vas bedurssen, bin ich hier
Sobald, pohledler Herr! es voerd befohlen mir.
Han ordinerede: lidt udbrændt Tyve=Pande,
Samt sorte Kirsebær= og Hylle=Blomster=Vande
Lidt udbrændt Østers=Skall, og Kierner af Melon,
Med slødt Salpeter i, samt Syrup af Eitron.
Jmidlertid var Graad i alle Husets Kroge
Fordi Livsaanderne fra Barnet Afsked toge.
Med halv afbrudte Ord paa ret forvirret viis
Enhver beklagede det haslige Forliis.
Tilsidst begyndte dog en hæderlig Matrone,
At tale dennem til i mindre travrig Tone.
Vi græder, sagde hun, skiønt vi ey kan formaae,
Om vi end grædde Blod, i Barnet Liv at faae.
