Til følesløse Ting sig derfor Skiebnen strækker.
Naar saa beskikket er, en Flaske staaer og sprekker.
Det Giensvar, som jeg gav min Søster paa sit Brev,
Saaledes ungefær med egen Haand jeg skrev.
Det giør mig meget ondt, dit Sølvlaags Kruus er sprukket,
Hvoraf din Salig Mand saa mangen Gang har drukket.
Men sligt for ingen Deel maae legges Boel til Last;
Det jo en Lykke var, at Hanken ikke brast.
Det var et vakkert Kruus i sine unge Dage.
Jeg troer, Hollænderen har dertil neppe Mage.
Men alting skal forgaae; det er saa Skiebnens Dom.
Guldsmeden legger dig kandskee en Ring derom.
Faaer du nu hannem til at giøre den forsvarlig,
Og du det siden vil kun bruge lidt og varlig,
Du dine Børne=Børn kan deraf drikke til
Om fyrretyve Aar, ifald din Skiebne vil.
Naar baade du og jeg i Graven lagde ere,
Kan det for Ringens Skyld et brugbart Kruus dog være.
Du maae ey tage dig Ulykken alt for nær;
J saadan Hændelse ey mindste Ændring er.
Men som jeg kiender best min Søsters gamle Vane,
Troe mig, jeg glemte da ey hende at formane.
Sandt, hun min Søster er, men ret et arrigt Skarn;
Jeg veed, hun pidsket har det arme Stakkels Barn.
Jeg stak ey under Stoel med hende hvad jeg vidste;
Jeg remste alting op fra første til det sidste.
Nu er hun rigtig vred, det veed jeg uden ad;
Men det er ligegot; jeg blæs af hendes Had.
Nok et Exempel jeg vil dem paa Stedet give,
At man maae alle Ting Beskikkelsen tilskrive:
Jeg har en Broder=Søn i Fyhn, som heder Bendt;
Han bliver nu i Aar til Mikkels=Dag Student.
Der er en anden Karl, som ham skal dimittere.
Jeg selv to Sønner har, men de skal ey studere.
Studenter haver vi desverre fleer end nok.
Min ene Søn jeg har betænkt skal være Kok.
