som er tvertimod. Disse Naboersker trættes nu om dette
hver Dag, og der samles hver Dag en stor Mængde Til¬
hørere paa disse kivagtige Aander. De har ofte forlangt,
at Mændene skulde dømme dem imellem; men disse ere alle¬
rede saa forkuede, at de ikke tør afsige nogen endelig Dom.
Jmidlertid kives disse saa bestandig, at den ene glemmer at
spinde selv, og den anden at lade spinde, og Tretten vil ven¬
telig ikke ophøre, førend begge Familierne ere nøgne. Det
er en slem Sag, naar Naboer ikke kan forliges.
IJ denne Vinter har Landmandens Kaalhaver væ¬
ret meget usikkre for et Slags Privilegerede Kaal=Tyve,
som kaldes Harer. En Bonde fortrød paa, at disse Gie¬
ster turde saaledes opæde hans Vinter=Føde for hans Næ¬
se. Han bad derfor sit naadige Herskab om Assistence imod
disse Voldsmænd. Herskabet kom ham til Hielp, og send¬
te ham en Snees vældige Jagt=Hunde og halvparten saa
mange Skyttere. Disse belurede rigtig nok den arme Kaal¬
Tyv, men af uforsigtig Omgang med Kaalhaven, nedtram¬
pede og ødelagde paa een Nat ald Bondens Kaal og Vin¬
ter=Føde, hvoraf Bonden tilligemed sin Familie, rigelig
kunde have ernæret sig, og endda været noget tilovers for
en sulten Hare. Hvad Skade kan der ikke flyde af
Hævngierrighed endog over en ringe Ting?
Anmærkning.
I Indostan reyste engang Zehir, Amar, og
Mustadi, alle Tree af lige Alder, Vilkaar og Formue.
Devare Fattige, men elskede og agtede hinanden, og var
ærlige Folk, i det mindste troede de selv, at de vare det, og
ofte veed man ikke selv, hvad man er. Vi maa prøves for
at kiende os selv, om Hiertet og er saaledes, som det synes
at være. En riig og stor Skat faldt disse tree vandrende i
Øynene, og den satte deres Venskab paa Prøve Vad Sy¬
net d eraf bleve deres Siele rørte, og de troede, at de følede
en ædel Glæde. At deele Skatten var, efter deres Tan¬
ker, at fornærme deres ædle og oprigtige Venskab. Vi
skulde elske hinanden endnu meere, sagde de, dersom vi ny¬
der uden Deeling denne fundne og fælleds Gave, som Him¬
melen har sendt os. Den giør os alle rige nok. Det
