kommer kuns an paa, at bruge den vel; lad os arbeide min¬
dre, og søge fleere Fornøyelser. - Amar blev sendt til den
nærmeste Bye, for at kiøbe Forfriskninger, Saa megen
Tillid havde de til hans gode Smag og Redelighed, og
saa vel troede Amar, de andre, at han turde lade dem
blive tilbage ved den anseelige Skat. - Neppe var han
reist bort, førend det Par Venner, som var tilbage, begynd¬
te at tale om Skatten, og tilsidst forundrede sig over deres
Ven, som havde været saa taabelig, at forlade den, og rey¬
se i deres samtlige Erinde til Byen. Om vi reyste bort,
sagde Zehir, uden at bie efter ham: hvor var han da ikke
narret, naar han ved sin Tilbagekomst fandt hverken Ven¬
ner eller Skat! Det er sandt, svarede Mustadi, og vi vare
da saa meget bes lykkeligere, naar vi kunde deele Skatten
allene. Men Amar er vel en enfoldig Maud, sagde de,
men han kunde dog maaskee treffe os et Sted, og forlange
sin Andeel igien. Om vi sløge ham ihiel, naar han kom
tilbage, det var baade det korteste og det sikkerste. Jeg tro¬
er det ogsaa, svarede Jehir, lad ham døe, og vi ville deele
Skatten imellem os. - Amar kom tilbage om Aftenen;
begge hans Venner overfaldt ham hemmelig, og da de
havde begaaet denne uhørlige og forræderske Gierning,
satte de sig uden mindste Samvittigheds=Nag, for at giøre
sig til gode af den Spise, som den ihielstagne havde bragt
dem. Neppe havde de smagt den, førend begge Morderne
følede de heftigste Smerter, og styrtede i samme Øjeblik,
døde ned paa Jorden. Van det Himmelens Hævn, som
bortrykkede dem? Ney, hvo skulde vel kunde have troet det?
Amar, som og paa sin Side havde Lyst til Skatten, havde
forgiftet Maden for at skille sig af med sine Venner. Skat¬
ten har altsaa nu ingen Eicre: Hvo skal finde den igien?
Ak! Den skal maaskee endnu giøre fleere Ulykkelige.
Hvor farlig er dog ikke Rigdom! Hvor lykkelige og ulykke¬
lige kan den dog ikke giøre Menneskene! Hvor hastig kan
den ikke forandre Venner! Omgaaes dine Venner vaerlig.
Befordring.
Hr. Actæon, som af egen Erfaring er bleven klog,
og bragt til en smærtelig Eftertanke er beskikket til almin¬
