beqvemme til at forestaae. Og saasom der endda bleve
mange Pladser ledige, (hvilket var noget forunderligt, og
som man aldrig har hørt tilforn, at Embeder savne Maend,
da man kun før troede, at Mænd savner Embeder;)
maatte Gudinden dertil antage iblandt Resten dem, som
syntes best skikkede dertil, eller som dertil bleve recommen¬
derede af dem, som virkelig havde de tree HovedEgen¬
i skaber.
Den tredie Ordre, som blev givet, var
ungefær saaledes: At alle Børn skulle forføje sig til
deres rette og virkelige Forældre. Kors, hvillen for¬
skrækkelig Bevægelse foraarsagede ikke disse Ord iblandt
Forsamlingen. Gudinden lod derpaa sit Speil løbe
omkring paa Høben, hvis Straaler havde tillige den
Egenskab, at de kunde indskyde et hvert Barn en rigtig
og besynderlig Drivt, som førte det lige hen til sin rette
Fader. Man saae da en Deel Mænd, som nylig havde
en talrig Familie at underholde, i Hast at blive Børneløse,
og en forskrækkelig stor Mængde udgivte Personer at bli¬
ve i Bund= og Gruud ødelagde ved et anseeligt Antal af
Sønner og Døttre, som kiendte sig ved dem. En for¬
meent Arving til store Midler bad nu om en Almisse af
sin Kudsk, og adskillige Skiønheder saaes nu at giøre
Opvartning hos en Kammertiener. Man fandt en stor
Mængde af dem, som høit og helligen havde giort
Kydskheds Løfte, og saa peene, som de reeneste Vestaler,
omringede af en talrig Forsamling af Efterkomniere.
Denne Forandring og Omskiftelse af Forældre vilde
have foraarsaget en al for megen Gremmelse, dersom
Ulykken ikke havde været saa almindelig, og at de, som
saae sig skildte ved deres uretmessige Børn, igien hav¬
de havt den Fornøyelse at see samme i deres beste Ven¬
ners Arme. Mange vare ret vel tient med denne For¬
andring.
Saasnart denne Førsamling, som bestod
af Mandfolk, var affærdiget, blev Pladsen igien op fyldt
med lutter Fruentimmer. Jngen uden vore Simaa¬
Herrer, kan forestille sig, hvilken Forlystelse det var, at
betragte denne nye og nydelige Forsamling. Alle disse
deslige Skabninger forestillede sig, at Gudinden havde
ladet dem kalde for sig, for dog engang for alle at
afgiøre det, som er den allervigtigste Sag imellem dem,
