om mig, enten jeg selv eller andre? Naar en nu omstunder
ikke roste sig selv, hvo skulde da vel giøre det? Jngen.
Jeg maae i Tide bryde af, ellers kommer jeg for
dybt ind i Texten. Jndtil denne Time har endnu ingen
lastet mig i mine aabne Øyne; og jeg bekymrer mig ikke
om, hvad man siger i min Fraværelse.
Nu kan jeg da fortælle Claverets Historie, men af
Kierlighed til Læserne vil jeg fortælle den med mine egne
Ord. Min afdøde Ven, Claveerstemmeren, var saa dun¬
kel som et Orakel i sin Skrivemaade. Han havde vel stu¬
deret, som han sagde; men ligesom det gaaer, naar man
ikke studerer ret, at man anseer det, som er sieldent og rart,
for smukt, saa forgabede ogsaa min Ven sig i sær i alle de
Ord, som endes paa else og ende. Han blandede og en
Hob Latinske Ord i alt hvad han skrev, og lod undertiden
en eller anden Huus=Eed indflyde. Jeg havde neppe kun¬
det giette mig til Historien, dersom jeg ikke allerede forhen
havde lært den uden ad af hans ofte igientagne Fortællinger.
Historien indbefatter en Tid af 7 Aar i sig. Cla¬
verets første Eyermand var en Kiøbmand, som Ao. 1746.
lod det giøre til sin Søn. Han skaffede ham og Mufica¬
lier nok. Claveermesteren forsømte heller ikke, hvad der
kunde giøre hans Skolar velskikket og færdig i at spille.
Men den unge Herre vilde ikke selv, det var Feylen. Han
sneeg sig ud, naar Claveer=Timen kom, tog Musicalierne
med sig og solgte dem, for at faae Penge at svire og spille
bort. Engang spurgte hans Claveermester ham ad, hvor
han havde Musicalierne, Han foregav, at han havde laant
dem ud; men det løb tilsidst galt af. En af hans Duus¬
brødre, der var ligesaadan en Karl som han selv, kom engang
til ham paa hans Kammer, og beklagede sig, at han ingen
Penge havde O, svarede den unge Kiøbmands Søn: Jeg
har heller ikke en Skilling; men jeg vil i Aften skaffe nug
Penge. Mine Musicalier har jeg feyet ud; men i Aften
skal noget andet springe. Den unge Herre befindede sig
ikke, at hans Faders Papegoye hængte i Kammeret. Den¬
ne snaksomme Fugl giorde Dagen efter ikke andet, end raab¬
te: feyet ud; springe. Claveermesteren kom den bestem¬
te Time, og da han ingen Muficalier saae, spurgte han den
unge Herre, om han endnu ikke havde faaet dem hiem igien?
og hvor han havde dem? Han vilde have svaret noget, da
Papegopen begyndte at skrige: feyet ud. Claveermesteren
var en skarpsindig Mand, og tænkte, Fuglen kan vel ikke
