Pave, og dog alligevel være Keyser? den anden studsede
ved dette Spørsmaal, og giettede paa Ludvig den From¬
me. Ney, min Hr. Historicus! raabte den Fremmede:
det var Maximilian den første. Det kan ikke være, raabte
hiin: jeg maatte da og have læst det i mine Bøger. Den
anden paastod det, og vor Historicus nægtede det. Det
kom fra haard Ordvexling til Slagsmaal, og de havde vist
dræbt hinanden, dersom tredie Mand ey havde lagt sig
derimellem. Den gang vilde ingen af dem gipe efter.
Jeg skal vist, sagde vor Historicus selv anskaffe mig de
Skribentere, som har skrevet derom. Men da han var en
stor Huusholder: saa afskaffede han Claveret, efterat han
havde havt det et Aar. Nu begynder Claverets gyldne Tid.
(Resten følger.)
3. Ode til mine Tanter.
Ak kiere Venner! jeg skal frie!
Hør kun, hvor mine Tanter raaber:
Naa, Fætter! vi nu alle haaber,
Du seer Dig ud et got Partie.
Din Stamme staaer paa svage Fødder;
Den skal paa nye ved Dig slaae Rødder.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Elvire harker, rømmer sig,
Og siger: Fætter! vælg en gammel:
Saa æres Du for Brude=Skammel.
Den ældste bliver best for Dig.
Du selv er ung; hun kan Dig lære;
Og Alderen Dit Huus giør Ære.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Alcide tager til sit Sprog.
Hun siger: Fætter! jeg Dig kiender.
Du seer paa smukke Øyne, Hænder,
Og sligt, som mangen en bedrog.
Men viid, Du rarest treffer Dyder,
Hvor Skiønhed al sin Kram frembyder.
Ak hierte Tanter! Ney,
Jeg frier ey.
Corinne hoster dette ud:
Du maae Dig, Fætter! klogt opføre!
Du ingen Skam Din Slægt maae giøre!
Udvælg Dig en fornemme Brud!
