Men Laura neppe sig i Huuset Frue saae,
Før alle Huusets Folk med Klager lod sig høre:
Hvad, hun befoel og bød, var Trusler oven paa
Lyd, heder det, hvis ej, jeg dig paa Dør skal kiøre.
Leander stakkels Mand ei selv engang blev frie;
Men ofte Seil for Byger maatte stryge.
At under Aaget af sit Tyrannie,
Hun ham og al hans Slægt kun kunde brav ydmyge
Deraf kom daglig Tvist og Huus=Allarm afsted.
Dog, hvordan Manden det end snoed eller vendte,
Om han taug, eller taled med:
Hvad Fruens Hane goel, var immer: Regimente!
Tilsidst Leander sig befandt
Forharmed, og af Had optændt imod sin Frue.
Han skreeg forbittret ud: Troe mig, jeg dig galant,
Skal lære andet, end din Mand at underkue;
Jeg blæser ad ald Qvinde=Tvang;
Jeg spotter og beleer kun herskesyge Koner;
Lær andre, om du kan, din myndig Torden=Sang
At Tone, som Coujoner.
Til Dorilas at gaae, han tog da Vejen fat,
Og for den gamle Mand den heele Sag opregnet,
Dertil af hvilken Aand hans Kone var besat,
Hvor slet hun for hans Troe og Elskov ham begegnet.
O! sagde han tilsidst: Den Laura fra mig tag.
Den heele Brudeskat jeg vil tilbage sende,
Naar jeg kun Nat og Dag;
Beholde Huusfred kan for hende.
Først syntes Dorilas, som han forbauset var
Og at sin Svigersøn en Trøst han kunde give:
Mig undrer Eders Ord, den Gamle gav til Svar,
At J uroelig for saa ringe Ting kan blive;
Man Konerne gemeenlig jo at herske seer;
Giv agt paa andre Mænd, af dem J det kan lære;
Bild Eder aldrig ind, at Eder Uret skeer,
Om Eders Kone vil sit Huus og Mand regiere.
