Det tegned til, hans Togt kun vilde lykkes ilde.
Han foer dog vidre frem; men fandt, i hvor han kom,
At Konerne de havde Herredom.
Leanders Kurv blev næsten tom;
Men een af Hestene den Stakkel misted ikke.
En Herregaard han kom omsider til.
Han tænkte: Jeg maa see, hvad Fruen her betyder.
Min Prøve her mig vist nok lykkes vil;
Thi store Folk de jo og haver store Dyder.
Han banked paa. Blev strax lukt ind.
Han spurgde: Kan jeg strax faae Herren udi Tale?
Man svarede med et forvirret Sind:
At Herren havde lagt sig lidt i Middags=Dvale.
Men Fruen strax han kunde faae
J Tale, om han saa forlanged.
Man lod ham ind til hende gaae
Som meget høflig ham undfanged:
Hun sagde, vær saa god, Min Herre, sæt Dem ned!
Min Mand jeg, om De ei kan tøve,
Skal vække op, endskiønt jeg ei hans Roelighed
Og Middags=Hvile ham ret gierne vil berøve.
Mes, hierte Frue: Ney: Leander svarede:
Jkkun et Spørsmaal mig til Dennem drager,
Som Fruen selv, saavelsom gode Kiereste
Forklare kan, om Dennem saa behager.
De vil vel, sagde han, sig undre høiligen,
Naar De det faaer at høre,
Da det ei sømmer end den meest bekiendte Ven,
Et saadant Spørsmaal at fremføre;
Men, siden dog en Sag af største Vigtighed,
Herved kan gandske afgiort blive,
Saa beder jeg, De ei vil blive vreed,
Men mig min Dristighed tilgive.
Vel mueligt, og mit Spørsmaal gavne kan
Dem selv, om De min Dristighed vil lide:
Om Deres Herre Dem regierer, eller han
Af Dem regieres? Det jeg ønsker mig at vide.
102
Min
