Min Herre, svared hun, jeg det maa give Magt;
Det klinger sælsomt i mit Øre.
Dog, paa det Spørsmaal De mig haver forelagt
Jeg et oprigtigt Svar igien vil lade høre:
Hvad mig betreffer, jeg min Mand
Adlyder, og i Alt ham søger at befalde,
Saa at, naar jeg ham føje kan,
Det plejer jeg min Roes at kalde.
Men saasom jeg kun selv beviidner det,
Og det kan synes Dem for mistænkt ved at hæfte,
Saa spørg ham, om jeg taler Ret?
Der er min Mand, lad ham selv denne Sag bekræfte
Just i det samme Manden treen
Til dennem ind i Cabinettet.
Den Sag ham syntes ugemeen,
Da af Leander han derom blev underrettet.
Hvert Ord hans Frue om sin Ydmyghed
Før havde talt sig selv til beste,
Var han strax færdig og bereed
Ved sin Erklæring at stadfæste.
Her fattede Leander Mod.
Min Herre, sagde han, Vælg een blandt mine Heste.
Ei, kiere! vær saa god
At tage den, som synes Dem den beste!
Knap havde Herremanden fæst
Til Hestene sit Syn og Øye,
Før han udlod sig for sin Giest,
At hans den sorte Hingst ham kunde meest fornøie.
Men Fruen ikke var med dette Valg tilfreds.
Min Hierte! sagde hun: Ak! siig mig dog, hvorfore
Du vælger dette Slags, som faaes allesteds?
Den hvide Hoppe helst Du burde at udkaare;
Thi jeg langt hellere den leed.
Ja, at den meere var beqvem til hendes Sadel,
Og tienligst, naar hun reed
Omkring til Tidsfordriv paa Landet iblandt Adel.
Men Manden sagde derimod:
At han den sorte Hingst nu havde alt udtaget,
