Intet No. 5. Traulhed. Det Slags Folk i
Rom, som har givet en romersk Poet Anledning til disse
Ord: Est genus qvoddam Romæ, multum anhelans,
findes her ogsaa paa mange Stæder; Folk, som ey har
Stunder at giøre noget for bare Jntet; Folk, som med
ald deres megen Travlhed udrette Intet. En Mand lø¬
ber, skriver, nu har at forrette i Gaarden, nu i Stuen,
nu paa Loftet; han giver sig ikke Tid til det ene for det
andet, og just derfor giør han Intet. Hvem skulde vel
troe, at en Kone, som staaer tilig op, og gaaer sildig i
Seng; sveder, puster og støyer den heele Dag; er alle¬
vegne i et Minut; har ikke Tid at sætte sig, mindre at
spise; dog med alt dette giør Intet, uden at giøre urydde¬
ligt for at rydde op igien; og at rydde op for at giøre
uryddeligt igien? Det gaaer med disse Folk, som med den
Hest, der staaende paa et Sted udmatter sig med Caprio¬
ler, saa han staaer i et Skum; da den sindige Hest imid¬
lertid lægger et langt Stykke Vey tilbage, uden at svede
engang.
Intet No. 6. Skole=Arbeyde. Dog er det ikke
altsammen Intet, men det, som allene sigter til Hukom¬
melsen, gaaer uden Tvivl i Rang med Intet. Hensigten
af Underviisning er at opfylde den Mangel, hvormed vi fø¬
des; at dyrke Sielen, hvis Kræfter, ligesom den udyrkede
Jords, ligge skiulte, at den maae viise sig virkende, og
bringe gode Frugter: med et Ord: J Skolen skulde man
blive Borgere. Men naar nu Læreren anseer sit Embede
som et Hoverie, saa bliver hans Arbeyde af samme Tro¬
fasthed, som alt andet Hovnings=Arbeyde: Den utroe
Borde rifler og skræller kun det øverste af Jorden, for at
spare sig og sine Heste: Følgen heraf bliver, at Jorden
bærer enten intet eller svangt Korn. En Lærer, som
naaer kun til det yderste af Sielen, og giør kun Furer i
Hukommelsen, uden at treffe Sielens virlsomste Kræfter,
Forstand og Villie, lover Staten lige saa maver en Høst.
Hans heele Skole=Arbeyde bliver da et Intet, saasom Hen¬
sigten ikke opnaaes. Og hvad Under, at der fra saadanne
