sine Godser, og hans Compagnie derover ved Officierer¬
nes alt for store Lemfældighed var gandske bragt i Forvir¬
ring, andholdt hos Obersten for Regimentet om en anden
Lieutenant. Denne nye Lieutenant var en skarp, or¬
dentlig og arbeydsom Mand, der ikke to Gange oversaae
med een og den samme Feil hos sine Underhavende, Hans
personlige Egenskaber havde ophøjet ham til denne Tiene¬
ste, og han bekymrede sig ei det ringeste om Adelskabets
Fortrin; men de, der oppassede deres Tienester og besadde
Fortienester vare anseete i hans Øyne. Under denne
Mand fik vor Fahn=Junkers rolige Soldater=Levnet
snart en Ende. Neppe vare fire Uger forløbne, førend
der daglig forefaldt skarpe Jrettesettelser, og da disse ef
vilde frugte, giorde omsider Lieutenantens Kaarde nogle
ubehagelige Krumspring paa vor Fahn=Junkers Ryg
Jo meere uvante saadanne Bevægelser vare for vor Jun¬
ker, jo smerteligere faldt de ham. Han haabede i Førsi¬
ningen, at Lieutenanten skulde bedre betænke sig, og i
Følge en Adelsmands Høihed vise meere Ærbødighed, i
sær da Lieutenanteu selv ingen Adelsmand var. Men
denne gode Mand blev ved at afstraffe vor Junker, saa
ofte han forsaae sig i Tienesten. Nu blev det ham umue¬
ligt længere at kunde udstaae denne uadelige Medfart,
hvorfor han skrev følgende Brev til sin Fader:
Højvelbaarne Herre
Naatige Hr. Paba!
Om Di en nu ær frisk, ok den kære Mamma
ok, ok okso min Frehken Syster, ska det vere mey be¬
halig. Kære Naatige Hr. Paba, det kaar mey kanskee
slæt, derfor Jey maa skrive Dem til, den ny Leitnant
vi fot har, ær kanske dævelblændt hand ær so skarb at
ingen Menske dit udhaalde kand, hand vel thi Gange
