Companiet, heller jeg deserterer vist. Hels tog alle
atelige i Naboeskabet, ok oksaa den Herr Pasthor.
Men nar jey kommer til ham, maa den Geistlige holde
inde med sin Smælden moed Bander, ti Saaldater
maa banne: sig ham det, at han respiterer mey.
Den naadige Hr. Paba blev over denne Efterret¬
ning fra sin Søn, som let kan tænkes, meget opbragt.
J sin første Heede truede han, at vilde skyde Lieutenanten
ihiel; dog var han saa fornuftig, at han betænkte sig
snart, og paa sin Stue skrev følgende Svar til Sønnen.
Høyvelbaarne Herre
Kære Søn!
Det giør mey møjet unt, min Kære Søn, at
din Leutenant tragterer dey saa slæt. Det ærgrer mey
intet for intet, at jeg snar havte vidst ham noget andet.
Man seer alt for vel, at han ær kun en borgerlig Ofcer,
af saadan tragtering, thi hvis han var nobel, maatte
hand have mær Respit for en Cavalier, heldst for sodan
en gammel Slegtskab, som vor Familie, Gud skee Tak,
er; maaske har tenne netrige Kal vaaren Tærsker hos
vore Højatelige Ahner. Dog la det staa ved sit Vær,
den Kal skal intet lengere have at Commandere dig,
heller jeg vel intet roelig legge mit Hoved, du skal have
din Timission, siden jeg vil skrive til Obersten, lad dey
medlertid gives Rejsepas paa 2 Maaneder, vil Leutte¬
min.
