Jmidlertid havde denne Skiønne gjort alt for
stort Jndtryk hos ham, at han kunde afsee hende. Hans
hæftige Længsel tog daglig til. Han var uroelig, saa ofte
han var fra Amalia. Han begyndte nu at finde Afsmag i
sine forrige uordentlige Selskaber, efterat han første Gang
havde lært at kiende et langt ædlere og bestandigere i
Frøiken Amalies Kierlighed. Hendes Yndigheder og
Fuldkommenheder stode ham Nat og Dag for Øynene, og
han mærkede endelig, at han uden Amalie ikke kunde leve,
hvorfore han vovede, at aabne sin reene Hensigt for hende
med de ømmeste Udtryk.
Amalie saae hans Lidenskab i sin fulde Styrke,
og hun kunde nu ingenlunde tvivle paa, at jo den nu gand¬
ske forandrede Junker vilde meene det redeligt, Og hun
overlagte ved sig selv, hvad Beslutning hun skulde fatte.
Vor Junker var af Person ikke ubehagelig; hans Forstand,
syntes snarere at være forsømt, end ubeqvem af Naturen;
Hans Formue var temmelig anseelig, derimod kunde hun,
i Henseende til hendes ringe Midler kun giøre sig sikker
Regning paa faa eller ingen Partier. Hendes Morbro¬
der og hans Sønner ansaae hende som een, der levede af
deres Naade. Disse Grunde bevægede hende til, at antage
Junkerens Tilbud. Men, naar hun paa den anden Side,
betragtede hans uordentlige Levnet og hans Vidtløftighed,
med adskillige af hendes Kiøn, saa forestillede den gode
Frøken sig saa mange onde Følger, der aldeles raadede
hende fra dette Giftermaal. Hun sagde ham endelig, da
han nærmere holdt an hos hende, alle sine Bekymringer
reent ud. Hun forestillede ham, at deres Tilbøjelighed
paa begge Sider ikke kunde stemme overeens sammen. Hun
elskede Dyden, gode Sæder, en stille og ordentlig Leve¬
maade, og fandt sin største Tidsfordriv i nyttige Bøgers
Læsning, derimod havde hun hos ham mærket en alt for
frie Levemaade. Junkeren tilstod hende alle sine Afvigel¬
ser, og det med en saadan Hiertets Bevægelse, der fuld¬
kommen udtrykte hans oprigtige Fortrydelse. Frøkenen
saae ham med den inderligste Fornøielse paa Bedringens
