Vei, og fuldbyrdede derpaa, uden al Vidtløftighed, den
ordentlige Forbindelse med Junkeren.
Vore nye Forenede levede over et Aar i fuldkom¬
men jordisk Lyksalighed. Junkeren holdt sig fra vidtløftige
Selskaber, begyndte at finde Smag i gode Bøgers Læs¬
ning, og stedse at agte Dyden højere. Hans Frue elskede
ham paa det kierligste. Men siden hun nu fuldkommen
var i hans Magt, og han følgelig, for at føje hende, ei
holdt fornødent, at giøre meere Vold paa sine gamle Til¬
bøjeligheder, saa forfaldt han paa nye lidt efter lidt til
sine Besøgelser og Rejser; hans forrige Smag paa vilde
Forlystelser begyndte igien at yttre sig, og han overgav sig
til samme uordentlige Levemaade, som forhen.
Denne bedrøvelig Forandring gik den dydige Frue
inderlig til Hiertet. Hun lod intet mangle paa kierlige
Formaninger. Dog, Junkeren vidste, at undskylde alting
med en uskyldig Tidsfordriv, uagtet hun paa den meest
indtagende og yndigste Maade forestillede ham, at Fornuft,
Dyd og Religion kræver andre Forlystelser. Hun sukke¬
de, og med en smertelig Længsel ventede paa en nye Be¬
drings Time. Denne lykkelige Tid kom mod al Formod¬
ning snart. Vor Junker blev angreben af en dødelig Syg¬
dom. Han skielvede for det farlige Skridt, som han skul¬
de giøre fra Tiden til Evigheden, og hans uordentlige førte
Levnet forestillede sig for ham i alle dets Afskyeligheder.
Han forlangede den af ham forhen foragtede Præst til sig,
der til al Lykke var en meget duelig og gudelig Mand.
Denne redelige Geistlige foreholder ham hans Synders
Storhed med saadan Eftertryk, at han opvækker en sand
Anger hos ham. Og da det tegner til Bedring, fortset¬
ter samme uafladelig sine Besøgelser, og afskildrer ham
Dydens og Religionens Ypperlighed med de livagtigste og
behageligste, men derimod Lasterne med de afskyeligste Far¬
ver. Den rørte Junker, fattede meget alvorlig det For¬
set, at bedre sig. Da han omsider turde forlade Sengen,
