Abelone: Ak! min kiere Søster! Jeg hører du
er gandske forvildet. Jeg har vel læst om Medusa, at hen¬
des Skiønhed har forvandlet hendes Elskere deels til Stee¬
ne og deels til vilde Dyr, og at hendes Hoved, som blev
skaaret fra Kroppen, da hun var død, skulde have havt
samme Kraft. Men det maa mærkes tillige, at dette er
allene en poetisk Fabel, og er digtet i en langt anden Hen¬
seende: De har dermed alleneste villet give tilkiende, at
Fruentimrets Skiønhed ofte forfører og bedrager dem, som
alene ere forgabede i samme, saa at de ligesom vilde Dyr
paa en rasende og ubesindig Maade løber efter Deilighed, og
saaledes forblindes af Kierlighed, at de ikke veed, hvad de
foretager sig, og endelig falder fra een Last i en anden.
Sielden hielper dem da Advarseler, Straf eller Formanin¬
ger. Deres Hierter ere saa hærdede som det haardeste Staal,
og kan ikke bevæges eller bøjes, førend det ofte med et sprin¬
ger for Uteerligheds Vold og Gevalt. De holder for, at
de har erlangede det højeste Gode paa Jorden, og at de ere de
Lyksaligste, naar de kun kan fyldestgiøre deres Hierters Be¬
giering. Ja, hvor megen Ulykke har ikke Skiønhed kommet
af Sted. Helena fortælles, at have været den deiligste af
alle hedenske Fruentimmer; men har ikke hendes Skiønhed,
sat heele Grækenland i Harnisk og Bevægelse, da hun af
Paris blev røvet og bortført; Hendes Skiønhed har skilt de
kiækkeste og tapperste Helte ved deres Lip, berøvet Land og
Folk, opbrændt Byer og Stæder, og i Bund og Grund,
ødelagt det gandske Trojanske Rige; saa man ikke har Aar¬
sag at agte Skiønheden saa høit, som saa mange letfindede,
der alene opholder sig ved Skaller, og ere forgabede i Go¬
morræ Æble, giøre. Nej, min kiere Søster! jeg siger,
som jeg tilforn har sagt, Al Skiønhed er en ædel Naturens
Gave, og i sær naar den er sammenfø et med Dyden, naar
Dyden er dens Ziir, dens Vold og Muur; men Skiønhed
paa den anden Side betragtet uden Dyder, hvad enten den
er naturlig eller unaturlig, agtes og ansees af mig og alle
retskiønnende for en farlig og forførisk Ufuldkommenhed.
Her holdt denne trøftelige Samtale op, hvilket
var stoer Skade; thi Malene blev saa forbittret, som hun
