havde fattet stoer Fortroelighed til min Læremester
thi hans Forelæsninger i Sæde=Læren vare fornuf¬
tige, og jeg saae i Begyndelsen slet intet i hans
Men nu be¬
Opførsel, som stridede derimod.
gyndte min unge Hr. Lærer at dreje sine Moraler,
og tage Masken af. Han vilde, nemlig giøre sig
betalt for sin Umage, paa den Maade, han kunde,
saasom min Moder havde intet at betale ham med.
Han talede om Kierlighed, og da han engang skul¬
de forklare den Punkt i Loven: Elsk din Næste
som dig selv, opdagede jeg hans heele Hensigt. Jeg
forsikkrer min Herre, at hans Prædiken var hverken
heel eller halv reen Lærdom; og havde vor Sogne¬
Præst hørt ham, havde han gandske vist sat ham paa
Kietter=Listen. Aldrig hørte jeg ham for saa tvrig
og veltalende. Hos Demtosthenes har jeg hørt det
at berømmes, at han syntes ligesom ude fra sig selv,
naar han holdt sine prægtige Taler. Dette samme
mærkede jeg hos min underlige Orator; Tungen før¬
te ikke alene Ordet; men alt det, der var paa ham
talede, ja, han sukkede erbarmelig iblandt. J Førs¬
ningen antog jeg det for Skiemt; men da jeg mær¬
kede det var hans Alvor, blev jeg saa forbittret, at
jeg formaaede neppe med afbrudt Røst at stamme
de Ord frem: je - Jen - Fenrage. Jeg fryg
ter, sagde han omsider, at Tiden vil giøre til en
Nødvendighed for hende det, som hun nu har afsla¬
get. En saadan Dyd tiener en fattig Møe kun
lidet. Udydige Tids=Vending! aldrig havde jeg
tænkt, at skulle komme til at sande hans Spaadom.
Med hvad Grund siges, at Dyden belønner sig selv?
Den er jo snarere en Straf? Jngen Egenskab, som
ikke laaner sin Glands af Metallerne, falder nu
meere i Øynene. Agt engang, min Herre! Penge
har jeg ikke, men Blyfærdighed og Kydskhed har
jeg giort til min Skat, i Haab at giøre min Lykke
med en fornuftig Mandsperson. Usle Faeit! Jeg er
nu 27 Aar gammel, og har endnu ingen oprigtig
it Frier seet. Mange har nok snakket en Hob til mig
