tid for hendes Fortroelighed, og haaber at jeg ei mis¬
bruger den, om jeg bekiendtgiør hendes Brev og mit
korte Svar. Venskab har den forunderlige Kraft, at
den kan trække den eene Ven allerinderst ind i de hem¬
melige Kroge af den andens Hierte. Jeg har læst hen¬
des Levnets Beskrivelse (jeg vil ei sige: med vaade Øi¬
ne; thi jeg er ikke meget grædenem). Jeg har alligevel
fundet mig rørt; thi jeg elsker Dyden, og hvorledes
skulde jeg da kunde see, uden at røres, en Dydens Ven
lide ilde? Men forlad mig, min Pige! at jeg spørger,
uden at vilde mistænke hende: Hvor fik den skiønne Læ¬
ere Anledning til at blive saa dristig? Nei, ret Alvor:
var Fattigdom den Aarsag, som forledte ham, Om saa
er, har da hendes Dyd holdt hende tilbage, uden at
han har bevæget hende? Saa vilde jeg i usikkre Tider¬
altid ønske hende slige Kamerader, neml. Dyd og Af¬
holdenhed. Om en Riig i hendes Naboelav er fa det i
en brav Mands Hænder; saa lad det ikke bekymre hen¬
de! Hun kiender ei sin Lykke mindre, naar hun veed at
sette Priis paa den. En Kierlighed, som Metallets
Slands optænder, er ubestandig, ligesom Metalket.
Ømme Følelser af en reen Kierlighed, en Vellyst, som
holder sig inden de tilbørlige Skranker, uden hvilken at
givtes er en Daarlighed, kiøbes ef for Guld. Eet stø¬
der mig i hendes Brev: J Slutningen seer det ud, som
5 hendes Dyd vaklede, og stod paa Springet at giøre en
forargelig Kulbytte. Randsag hos hende selv, om de
ømme Følelser, hun siger at have, ere alene Hiertets,
eller Dydens tillige. Døde dem! om de ere af det før¬
ste alene: men i sidste Fald forsikkrer jeg hende, at Dy¬
den skal ikke blive ubelønnet. Om endog Hendes Hier¬
te skulde blive u-adelt; saa har hun dog Æren, og den
Fornøyelse hos sig selv, at have fortient Tossers Lykke.
Tænk, hvor nøgen disse ere, da de ikke har Dyden, og
derimod hvorlidet Lykken pryder en dum Fierne. Vær
bestandig! saa veed jeg, hun fortiener sig et Navn af en
dydig Heltinde, og regn mig fremdeles blandt hendes
Venner. Jeg forbliver &c.
siagste Eketer lg at agtr agaer oeteg
