saa er det en meget slet, ringe og uanstændig Meening,
om man ikke vilde ansee dem anderledes, end saadanne
Skabninger, der skulde kun tiene til at forlyste vore Øyne.
Hvormeget ædlere er ej en Gienstand, naar Skiønheden,
som er udziiret med Dyden, tillige tager baade Forstanden,
og Hiertet fangen. De ægte Yndigheder af et got Gemyt
og en sand Oprigtighed, som jeg mærker hos et vist ungt
Fruentimmer af mit Bekiendtskab, overgaaer meget alle de
Skiønheder, som findes hos et andet Flanevurent Fruen¬
timmer; og naar man sammenligner dem, saa har den
første besynderlig store Fortrin, endskiønt hun ei just kan
passere for nogen Skiønhed. Men naar et got Gemyt,
sand Oprigtighed og indtagende Yndighed ere samlede hos
et fuldkommen kiønt Ansigt, saa kan man neppe forestille
sig noget fuldkomnere paa Jorden, og saa bliver Skiøn¬
heden, saa at sige, først skiøn. De Farver, som efter
Kunstens Regler males paa et Skilderie, forlyster vel vo¬
re Øyne; men de rører ikke vort Hierte; og saaledes er
det og beskaffent med Fruentimmer. Naar de hos deres
udvortes naturlige og personlige Yndigheder søger deres
fornemmeste Ziir i Sielens Egenskabers Prydelse af Dy¬
den, saa ikke allene passerer de for, men ere virkeligen ret
skiønne.
Hiin Poet, som meget eftertrykkelig afskildrer
Eva, vor første Moder, forestiller hende ingenlunde som
en græsk Venus. Han lader Adam fortælle, hvad Tan¬
ker han har havt de første Øyeblikke, da han fik hende at
see. Han roser ikke hendes Ansigtes besynderlige skiønne
Dannelse, eller noget andet af det udvortes, som henhører
til Skiønheden. Men han beskriver meget meere den
Glands, som hendes Forstand gav fra sig, der ligesom
trængde sig ind i hans Siel, og hendes Forstand tillegger
han den Kraft, at den giorde ham forelsket. Nogle af
Adams Ord om sin Eva ved Poeten lyder saaledes:
Yndest
