Yndest var i hendes Fied,
Himlen var i hendes Øye,
Majestæt og Kierlighed,
J hvert Lem, hun vilde bøie.
Den, som altsaa giør sig meest til af sin Skiøn¬
hed, kan heraf see, at i hvor fortreffelig hendes Ansigtes
Dannelse end kan være, hvor levende hendes Farver end
ere, hvor spillende hendes Øyne end synes, og hvor mange
udvortes Yndigheder, hun end besidder, og som hun ved
Hielp af Spejlet kan lære at kiende hos sig selv, saa er hun
dog ikke fuldkommen skiøn, saafremt Forstandens guddom¬
melige og mægtige Straaler ei besieler og opliver hende.
Jeg er forsikkret, at disse Tanker vil finde bifald
hos Deres skiønsomme Læserinder.
Og af Mangel
paa andre Nyeheder, vil jeg fortælle dem en
Fabel.
Cleon og Philene.
J muntre, hidsige, stridbare, unge Helte!
O! træder ud i Pans med Løv behængte Telte,
Hvor idel Fryd i Aften=Svalingen,
Kun burde have Sted, men som nu svinder hen.
O! værer Vidne der til en ynkværdig Scene
Opført af Cleon og den deslige Philene.
