Hr. Cleon Mynster var paa en opelsket Søn;
Han var sin Faders Trøst og ømme Moders Lysi
(Thi Cleon havde jo lagt under hendes Bryst)
See! denne Helt Philene elsket hæftig,
Og for at vise det, han viiste sig geskiæftig.
Han om Philene løb og vimsede
Ret som en Fruer=Hund. Det var en Ynk at see.
Han sukked, græd og bad om Kierlighed igien;
Han for Philene faldt i Knæe og næsten daaned hen.
Men Ak! forgieves var hans Bøn.
Nu kasted han sig plat for hendes Fødder ned.
JJeg troer han kyste dem.) Han sig som Ormen vreed.
Philene deiligste--O! grumme!--Ak! saalede Cleon
skreg.
Philene sagde: Vig! og sig fra hannem sneeg.
Han hængde ved. Hun sagde: Gak!
Ja, skreeg han: jeg skal gaae, og evig fra dig vige;
Farvel! Philene! jeg gaaer til de Dødes Rige.
Hav det paa din Samvittighed.
Nu blev han desperat og vreed.
Han Kaarden ud af Skeeden trak.
O! hvad kan dog vel meer forvovent være!
Hr. Cleon vil nu døe med Helte=Mod og Ære.
Han Spids og Eg besaae. Han raabte: Ak!
Og derpaa Sværdet ind==== igien i Balgen stak.
Af oisse apruberede Uge=Blade, udgaer et hver Onbag
