hrugt 20 Rblr! til sin egen Bug, og paa Veyen, uden at
være ubarmhiertig, har han ladet sig velsigne forgiæves, og
løftet Stokken mod hver ttyglende Krykke, da de til Kier¬
ligheds Gierninger bestemte fem Halvskillinger vare udgivne.
Den samme Hr. Leonard, som i Gaar fordømte en raven¬
de Matros, spiller i Dag samme Rulle, dog NB! med den
Forskiæl: Matrosen var liderlig, men Leonard er kun lidt
lystig. Men vil man sige, det er aldrig Leonard, han er jo
ikke alvorlig og suur, men seer saa mild ud, og leer ved hvert
smukt Ansigt, han møder: Jo, det er ham selv, men i Dag
er den alvorlige Masque lagt af. Kom til ham i Morgen,
saa sindes maaskee Moralisten igien: Vil man da høre
Drukkenbolten fordømme Drukkenskab, den Operdagdige
foreskrive den Tarvelige Regler, den Forfængelige iøre sig
mod Forfængelighed, den Ubarmhiertige at præke mod U¬
barmhiertighed, kort sagt: Leonard at igiennemhægle Leg¬
nard; saa laane man kun Ørne og Taalmodighed til Herr
Leonards opbyggelige Tale!
Saa urimelig og ufordragelig er en Melankolsk, naar
han kommer i den Lune, at han vil moralisere, men hvor
skadelig bliver han ikke tillige, dersom han bliver sat i den
Stand, at han skal moralisere? Lad Naturen giøre ham til
Fader, lad Trang giøre ham til Skolelærer! hvor forvirret
vil ikke da denne Opdragelse blive? Mon han kunde iagttage
Tugtens Regler? Ney! hans eget Veyrglas bliver den Lov,
hvorefter hans Underhavendes Forhold skal dømmes. Fal¬
der det, saa er alting vel gjort; stiger det, saa afstraffes en
uskyldig Sm il som en Misg erning. Nu lastes alting, siden
roses det samme. Børnene lære da Dyden ey af andre Reg¬
ler, end af Forældrenes og Skolelærernes Ansigt. De bli¬
ve med Tiden befriede fra denne Tvang; nu er Ansigtet
borte, som indskrænkede deres Forhold inden alt for snevre
Grændser, Dyden kiende de ikke i sig selv, Friheden veed de
ikke at bruge, den tvungne Dyd giver nu Plads for Natu¬
rens rasende Tilbøyeligheder. Saaledes kan det gaae, og
saaledes viser Erfarenhed, at det virkelig gaaer. Enhver
fornuftig Fader og Moder gjorde da vel i, om det ne be¬
tog den anden Leylighed til at omgaaes Børnene, saalænge
de melantolsk=Lune regierer dem: og os synes, det er at
handle hen i Veyret, om nogen betroede sine Børns Op¬
dragelse til et melankolsk Veyralas.
Saa urimelige som saadanne Moralister ere, saa kan
dog en rar Tilløyelighed i Betragtning af deres Tempera¬
