Man derfor hører tit, de unge Spot at drive
Med Ældre, naar som helst at disse givter sig,
Og dennem Øye=Navn af gamle Giækte give,
Fordi de herudi vil være hiine Liig.
Den Sag heel ofte mig har rundet udi Sinde;
(Thi sandt at sige: jeg er selv en gammel Mand)
Hvad Under, at jeg da forsøger at udfinde,
Hvormed i dette Fald man sig forsvare kan.
Dog først betinger mig, at ved de Gamle ikke
Forstaaes just dennem, som paa Gravens Bredde
gaae;
Thi slige nægtes ei, sig jo langt bedre skikke
Til Gravens Vraa, end at en Brude=Seng attrage.
Men vel en saadan, som almindelig man siger
At være gammel, naar halv hundred er forbi
Saa at han ligesom nu ned af Bakken stiger,
Skiønt endnu munter er, stærk og fra Sygdom,
frie.
Som udi Ungdoms Aar Huusholder haver været,
Tænkt paa den gamle Mand, og sparet viiselig,
Saa Forraads-Kammeret end ikke er udtæret;
(Thi andre tænker vel ey paa at givte sig;)
Nu dette forud sagt. Jeg dristig provocerer
Den unge Spotte=Gøg med alle af det Tal;
Og haaber, at i hvad de endog opponerer,
Jeg dog min gamle Mand mod dem forsvare skal.
Er det fornuftigt, naar man selv til Aar er kommen,
Og hver Dag stunder til at vorde skrøbelig,
Da lige Medhielp sig at tage? Er da Dommen
Og Slutningen ei den: Jeg kan ei hielpe dig
Hiin Sædemand, som i at faae sin Sæd, udstrødte
Paa Klippen, lastes, skiønt det uforsætlig var,
Da han dog ikke den unyttig reent forødte;
Thi Himlens Fugle den til deres Føde har.
Blev Onan straffet, som modtvilligen forspildte
Sin Broders Enkes Ret, samt den, som med sit
Pund
Ei aagrede, men grov det ned i Jorden, vilde
Man dømme andet da, hvor der er lige Grund?
