Ja, svarer man: men det dog mod Sædvane strider
At nye Viin kommes i de gamle Flasker; men
Til Giensvar tag: at man dog tvertimod vel lider,
At legge gammel Viin i nye Flasker hen.
Den Unges Munterhed den Gamles Geist opliver,
Ja og formilder ham, naar han alvorlig er,
Hun selv udaf hans Raad, viis og fornuftig bliver,
Og gaaer saaledes vel, naar begge Byrden bær.
Men naar som derimod to gamle Knurre=Potter
To skrøbelige Kar tilsammenstøder, maa
Man da ei frygte, at de i hinandens Totter
Snart kommer, og derhos en daglig Strid vil faae.
Kan dette være got, kan deraf andet flyde
End misfornøjet Liv, og Aands Fortærelse?
Hvo mig vil troe, og som erfaren Mand vil lyde:
Flye det, om ei sin Grav for Tiden han vil see.
Men mon det ei for ham kan ligeledes skorte,
Naar han sin unge Brud, som ung vil giøre Ret,
Saa Leve=Aanderne omsider bliver borte,
Og Livets-Traad, naar den anstrænges, brister slet?
Jeg svarer: at jeg har en saadan supponerer,
Som Ungdons Fyrrighed ei meere findes hos,
Som i sin Passion sig rigtig modererer,
Og ej i Vellysts=Strid sig søger nogen Roes,
Got nok! men mon dermed den anden Part vil nøjes,
Saa den ej andensteds sit Tab oprette vil.
Mon Smagen ikke kan ved Smagen selv forhøies,
Og den antændte Jld ei meere tager til?
Just derfor giør han vel, som sig en ung har taget
Som ikke Lysten har til Maal og Øjemeed,
Som dydig er, saa og af Dydige opdraget;
Thi Frugten ikke langt fra Stammen falder ned.
En Green, naar den er ung, sig lader gierne bøje,
Saa er det unge Sind og gierne bøjeligt.
En gammel derimod vil man skal hende føje,
Hun gierne raade vil. En Ung forstaaer ei sligt.
Det og ei noget er, som følger med en Pige,
Fordi at hun er ung, hun uregierlig er;
Thi er hun tugtig, kydsk og frygter GUd tillige
For hendes Troskab jeg da dristig Borgen er.
