Men siig; hvad skulde da den Unges Sind bevæge
Til at begive sig i saadan Trældoms Stand?
Hun maa jo vente, man med Fingre vilde peege
Ad hende, naar hun tar sig en bedaget Mand?
Jo, endda kunde der vel saadan Aarsag være,
Som blotte Givte=Lyst langt overveje kan;
(Jeg dog ei heller vil af hende prætendere,
At leve som ugivt udi sin givte Stand,
Er Velstand, Ære og fornuftig Omgang ikke
Vel værd, om end saa var, at lide noget for,
Da efter Mandens Sind naar hun sig kun kan skikke,
Hun visseligen har en Fordeel meget stor
Den Gamle vist nok vil paa hendes Dyder skiønne,
Meer end den unge Pog forelsket i sig selv,
Og søge med al Flid dem atter at belønne,
Samt øve Pligt mod Pligt og giøre hende Skiel.
Hun ingen Aarsag har hans Troeskab at mistænke,
Og frygte, Hiertet hun med andre deele skal,
Hun ham besidder heel, og om hun bliver Enke,
Vil finde Friere, fleer end i Skokke=Tal.
Enhver, som saadant veed, og ret bekiendt mon være,
Hvorledes hun sig mod den Gamle skikket har,
Vil holde hendes Dyd i største Agt og Ære,
Og priise den, hun sig til Ægtefælle tar.
Her er da intet tabt, men meget meere vundet;
Og overalt dog er langt meere taalelig,
End naar man seer sig til et gammelt Herskab bundet,
Hvis Poser=Penge tør forkynde Manden Krig.
Jeg ikke dette vil da længere forklare,
Enhver Fornuftig vist bifalder saadant Val.
Nok, at man heraf seer, min Sag jeg kan forsvare,
Saa man mig gamle Mand upirret lade skal.
N. M.
Følgen¬
