hund hos min Herre og andre Jægere. Jeg naaede ogsaa
fuldkommen, hvad jeg søgte; men jeg maatte derhos stedse
lade mig nøje med slet og knap Kost, og med et ureent
haardt Leje. Dette faldt mig tilsidst alt for besværligt;
derover greb jeg til andre Forholds=-Regler. Jeg begyndte
at holde mig stedse meget reenlig, paa det at min vakre Teg¬
ning kunde falde got i Øynene Jeg giorde mig lækker,
logrede og hvimsede, og var venlig hos enhver. Jeg Ca¬
resserede Fruentimmerne, og Tieneste=Folkene, og beflittede
mig paa, ved allehaande Krumspring og Abespil at giøre
dem en Tidsfordriv og Fornøjelse; Siden den Tid er jeg
bleven vel antagen saavel ved Bordet, som i Kiøkkenet.
Jeg har faaet rigelig og lækker Føde, og kan ligge i god
Roe, og sove i et smukt Kammer paa en blød Pude. Der¬
over er jeg bleven saa feed, som Du nu seer mig. Hesten
rystede med Hovedet, og sagde i det han gik bort: saa hører
jeg vel, at du trækker størst Fordeel af dem, som du for de
mindste Fortienesters Skyld befalder.
Hovmodig kommer frem, og leer
En stolt Skribent, som andre overseer:
Er jeg de Viise til Behag;
Jeg Resten giver en god Dag.
Got! Ægte Roes man meest bør priise,
Og samme faaes kun hos de Viise.
Men om Forladelse, min kloge Ven!
Det synes mig betænkeligt,
At lade sig forstaae med sligt,
At man kun agter den og den.
De Vises Roes har tidt for stakket Følge¬
Den er som Skum paa gnistret Bølge.
Den fylder Øret; Maven bliver tom.
Nei saadan Roes jeg skiøtter ikke om.
Man mildere om dennem bør at dømme,
Som efter Tiderne sig smukt at skikke veed,
Og lader sig i sær af dem berømme,
Der vel har mindre Værdighed,
Men med en opfyldt Haand sit bifald giver
For disse vor Skribent aldeles ikke skriver.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.
