havde tegnet. Men da alle forskrækkedes over saadanne Tilbe¬
redelser, svarede Klarissa med et roligt Sind:Der er intet i
den heele Sag andet, end dette, at det fielden hender sig. Hvor¬
for bliver vi ikke meere bestyrtsede, naar vi gaaer i Kirke, der
hvor vore Forfædres Gravsteder ere, og med hvis Støv vi
engang skal blande vores. Dette Syn, at have sin Liig=Kiste
til Gienstand, kan maaske være skræksomt for friske Folk; men
den vigtige Tanke om Døden og det Haab om evig lykkelige
Følger forjager al Skiak hos mig. Troe mig, mine kiereste
Veninder, sagde hun, i det hun stirrede paa dette skræksomme
Giemmested, det lærer mig at glemme de Forurettelser, jeg
har lidt, det udjager af min Siel de skadelige Tanker om mine
forrige Ulykker. - Jmidlertid kom Oberst Morden hen¬
des Fætter, hiem fra sin Udenlands=Rejse. Han elskede Kla¬
rissa inderlig. Og da han af Frøken Hope, Klarisses beste
Ven, var bleven underrettet om alle Ting, og anvendte alle Over¬
talelser paa at tilvejebringe et Forliig i Familien, men alt for¬
gieves, formedelst den haardhiertede Broders ugudelige Mel¬
lemhandling, blev han saa fortørnet, at han reed bort for at see,
tale med, og trøste den døende Klarissa Oberst Morden fandt
hende slummende i den afmægtigste Skikkelse. Hendes Hæn¬
der hvidere end Sneen, hang Livløse, den ene need paa hende,
og den anden omfattet af den gode Enkes Haand, hvis Taarer
vædede det Ansigt, som hendes moderlige Barm understøttede,
skiønt den skiønne Sovende ikke følte det. Hendes Miner vare
søde og fornøjede og hendes Søvn syntes rolig. Alle græd, og
Morden blev ligesom ude fra sig selv. Nu tilstundede det for
Klarissa behagelige Øjeblik, at hun skulde forløses fra at hen¬
des Jammer. Den veemodige og gudelige Afskeed hun tog med
alle, hvorledes hun tilgav alle dem, som havde forurettet hende
og bad for dem, som noget usædvanligt rørende; hvorledes hun
velsignede disse Fremmede, som havde taget sig hende an; hvor¬
ledes hun med de helligste Ord opgav sin Aand; hvorledes hen¬
des Familie blev rørt; men bag efter; hborledes hendes Liig
blev ført Hiem, hvor der var en almindelig Sorg, som endog
strakte sig til Bønderne; hvorledes alle hendes Fiender bleve af
Skiebnen straffede, og hvorledes Oberst Mordon blev overiilet
til at omkomme den ugudelige og af en nagende Samvittighed,
fortvivlende Lovelace; Kort sagt: Hvorvidt en ugudelig
Ondskab kan gaae, hvad Fristelser Dyden er underkastet; hvor
standhaftig den ægte Dyd er; og hvad Straf der følger paa
Ondskaben sees af denne læseværdige og i sit Slags vist nok
uskyldigste og bevægeligste Historie om den dydige Frøken
Klarissa Harlove hvilken faaes indbunden for 285
