den under dens Gudindes Septer. Jndvaanerne bleve enige
om, at bede Jupiter fælde Dam i deres Klagemaale og blive.
deres Befrier. Jblant alle de Klager, som de frembragte for
ham, vare deres Besværinger over Ægestanden de vigtigste.
Jupiter hørte dem, og befalede, at de skulde forsamles. Den
Ældste af disse mis fornøyede Jndnaanere begyndte da med en
alvorlig Stemme at tale: Himmelens og Menneskens Beher¬
sker! Vi ere ikke længer tilfreds med, at di skulle leve i en tvun¬
gen Ægtestand. Der er ingen Lidenskab, som foraarsager os
mere Qvale, end just den sødeste af alle, som er Kierlighed.
Saasnart vi begynder at føle, at vi ere Mennesker, paa Timen
slutter den os ide besværligste Lænker. Den Unge inddrikker
dens rusende Viin. Hans Drivt bliver uregierlig. Han tum¬
ler, og mister ofte sin Fornuft i mange Aar. Udygtig til alle
Forretninger tænker han, uden at trettes derved, paa en Ty¬
raninde, som han ikke med Snkke, og ofte neppe med sit Livs
Opofrelse kan vinde. Mange afviger saa langt fra deres Plig¬
ter, at de besmitter ærværdige Forældres graa Haar med Uly¬
digheds Spot. Bliver endelig en eller anden bønhørt af sin
Afgud, saa maae han under Frygt og Haab tilsette sine Kræf¬
ter, og Skindsyges Fakkel betager ham ved sin Røg Fornuf¬
ken og Omsorg for Staten. Ofte foraarsager hans Kierlighed
hele Familiers Adspredelse. - Ægtestanden er endda op¬
fyldr med større Onde, hvilken Elendighed! enten fornedret
af dræbende Armod, hele Dage at maae rive sig ud af Kierlig¬
heds Arme, og søge sit Brød under arbeydende Sved; eller
ved Utroskabs hemmelige Forræderie at miste sit Klenodie;
eller og med hundrede Øyne at vaage formedelst Skindsyge,
naar man skulde sove allerroligst!
Ja, hvor ofte river ikke Skiebnens Haand Kierlighedens
stakket vævede Traad i Stykker ved Sygdoms Grumhed.
Hvilken nye Kiede af Elendighed! Et langsomt henslæbet Liv
som Harme giør bleegt, en Enkestand, som kuldkastede den fæl¬
leds Velfærds Stytte, og en Mængde bedrøvede Fader= og
Moderløse, som i det høyeste ikkun derfor ere ey gandske ulyk¬
kelige, fordi de ikke paa eengang kand kiende deres Ulykke. See,
o Jupiter! see dog billigheden i vort Klagemaali Skaf os
dog den Lykke, at vi aldrig behøver at elske, og at vor Øe kan
blive besat med Folk uden Ægtestand.
Jupiter lød sig ikke længe bede
thi han anseer
Menneskenes Ønsker for deres ubestandige Naturs nødvendi
ge Arvegods.
Æsculapius, Gud for Lægedommen
