af det foregaaende sluttes, at Folkene vandrer bestandig i
Maanen. De ere saa følesløse, at man skulde holde dem
for vandrende Støtter. De søger meget flittig og begier¬
lig at komme i Selskaber; men de sidder der hos hinanden
og seer paa hverandre, uden at tale et Ord. De rører ikke
Munden uden ved en langsom Gaben. De har saadan
hovmodig Jndbeldning, at de anseer vor Jord for deres
Maane og troer, at den er allene skabt for deres Skyld;
og derfor kan de heler ikke undbilde nig, at vor Jord skulde
være beboet. Hvad de ikke kan forestille sig og begribe, det
troer de ikke, og dette er meget. Nvad de derimod troer,
det troer de ikkun paa en Dags Tid. Raar de kommer
paa Tale om Spøgelser, saa ere deres Samtaler temmelig
muntre. Jeg længtes nu ret at komme til vor Jord igien;
thi her lever man lykkeligere, end i nogen af Planeterne.
Anmærkninger.
I. En gammel Skribent fortæller, at en af Hedningenes
Guder vilde engang smelte Glæde og Sorg sammen; men hans
Forsøg løb saa slet af, at disse to Fiender bleve ikkun sam¬
menheftede med deres Haler: saa de ere uadskillelige. Deraf
er det Ordsprog kommet: Sorrig og Glæde de vandre
tilhobe.
2. Det er en almindelig Klage iblant alle fornuftige og
skiønsomme Folk, at vor Kogekunst er næsten overalt saaledes
indrettet, at man derved pleyer mere at see paa Smagen end
Sundheden. Det var altsaa høylig at ønske, at nogen af vore
Læger, eller en Mand, som forstod sig paa Lægedomme vilde,
tilBeste for dem der har sat sig for at leve fornuftigt og ordent¬
ligt, give en grundig Anviisning, hvorledes enhver efter sine
Omstændigheder ikke allene havde at forholde sig i Henseende
til Madens Udvælgelse, men endog hvorledes den skulde tilla¬
ves paa en Maade, som var overeensstemmende med Sund¬
heden. Man veed, at en Ting i og for sig selv kan være gandske
uskyldig; men naar den blandes med andre Ting, kan den faae
en skadelig Egenskab. Hvilken Tieneste vilde da den Læge ikke
giøre det almindelige, som vilde sammensk ive saadan en Koge¬
bog? og den Kogebog vilde vist faae god Aftrek.
3. Lykke og Kierlighed forestilles gemeeulig som blinde,
eller med et Klæde bundet for Øynene, men af forskiellige Aar¬
sager Lykken forestilles blind, fordi den aldrig giør Forskiel paa
Fortienester. Men Kierlighed har bundet for Øynene, for der¬
ved at tilkiendegive, at den pleyer altid undskylde Manglerne
hos hvad den elsker.
