Manden, som var Herre i sit Huus, naar Konen ikke var
hiemme, lovede med Haand og Mund, og under Ægteskabs
Troe, at Sønnen skulde nyde al Selvraadighed. Som
sagt saa gjort. Hr. Flittig blev udseet at være Drengens
Ledsager og Veyviser, men dog med de alleralvorligste Fore¬
stillinger om at ikke bruge den mindste Strenghed. En
liden Tiltale kunde udrette det samme som Færle og Riis
hos et Barn, der havde en saa høy og fornemme Opdra¬
gelse. Den ene Læremester afløste nu den anden. Jngen
holdt ud et Aar, uden een, som var villig til at tage Deel
i alle baade Forældrenes og Lærlingens Daarskaber. Atten
Aar vare neppe paa Bagen, førend denne unge Herre var
moeden. Jngen forstod bedre end han, at byde et Fruen¬
limmer Haanden i et Selskab; ingen kunde præke hen¬
des Ører meere fulde mod Lapperier, end han; ingen suk¬
kede for hendes Fødder med mere Andagt; ingen tænkte
letsindigere i Religions=Sager; ingen talede meer og gior¬
de mindre; og ingen udtalede det Franske bedre igiennem
Næsen, end han. Nu var Tiden kommen, paa hvilken Hr.
Sprader i alle Deele svarede til sit Navn, og var fuldkom¬
men sine kiere Forældres Øyesteen og Alderdoms Trøst.
Nu begyndte han at paaminde sin Fader om at gaae i
Publici Tieneste. Faderen glædede sig hiertelig over en
saa ædel Drivt hos sin Søn, blev saa let, som om han
havde været paa Sønnens Alder; syntes allerede forud at
kunde see hans lykkelige Fremtid, og giorde sig utroligen til
af den Ære, at han ved en omhyggelig og øm Opdragelse
havde giort det meste hertil. Uagtet den gode Mand ikkun
sad i et lidet Brød, havde han dog været saa snu, at iagt¬
tage alle Fordele i sin liden Bestilling: saa at han baade
eyede Midler og havde anselige Venner. Hr. Sprader,
sik altsaa et hæderligt Embede, som giorde ham ret til
Mand. Han fik et Embede, som udfordrede Vid og
Jndsigt. Men nu havde Hr. Sprader aldrig været saa
ilpe faren som her, da han merkede dette; han udstod af
Rugest, det ene Svedebad efter det andet, og strax der¬
paa fulgte en Kuld, som indtog hele hans Blod, saa
at den unge Herre af Angest og Rystelse tabte Pennen
af Haanden, just da han sad i sine vigtigste Forretnin¬
ger. Det berømmeligste som fortælles om Hr. Sprader
