Gravskrivt.
Nu er Hr. Ladhed lagt til sød og sagte Hvile,
Som før sig hvilede, skiønt han var aldrig træt.
Paa Edder=Dynen man ham ikkun saae at smile,
Og paa sin Canopee, naar han var proppet mæt.
Han leved har i Verden sovende
Jndtil han reent sov ind udi det Evige.
Hver Dag til Kl. 12. han paa sin Edderduun
Fik mangen Blunn.
Det var en Lyst at see ham sig paa Dynen strække,
Og hvor omhyggelig han kunde sig tildække.
Det var en Ynk at see, hvor han afmægtig gabte
Naar Lænden hen af Sengen drog,
Og Tieneren hans Tøfler tog,
Den Tid han ikke sov, han ligesom kun tabte.
Derpaa han sig paa Canopeen slængte
Og ligesom en Død med Been og Hoved hængte.
Udi den korte Tid han kunde være oppe
Han ikke glemte at tilproppe sig og stoppe.
Han ogsaa blev saa feed, som feedeste Capun
Jndtil sin sidste Stund.
Han kunde knap faae Rum udi sin Lehnestoel
Da Døden hannem ud af Verden gaae, befoel.
Hr. Ladhed lod med Søvn og Mad og Drik sig nøje
Og sovende gik ud fra denne Verdens Moje.
J Verden intet dog af Hannem savnes kan
Undtagen ved hans Bord hans lækre Tand.
Hr. Ladheds Gravskrivt skal nu staae paa denne Pladt
Til hans fortiente Roes, og Mynster for de Lade.
Bortkomne og bortstiaale Sager.
NB. J Trængselen blev af en Lomme bortrevet
en Naale=Pude, hvorved var hæftet en
prægtig Staal=Kiæde. Endskiønt Tyven fik en lang Næse,
er det dog Ejeren meget om at faae sin Kiæde igien, saasom
han uden den maatte ansees for en Persvn, der ingen
Uhr havde. Han vil give Opdageren Naale¬
Puden i Douceur.
Af disse approberede Uge=Blade, udgaaer et hver Onsdag.
