og Stræder, iført en Hummel=Sæk, for at betegne Klæde¬
Dragtens og Legemets Skiuls Ligegyldighed.
Art. 11. Jngen Mandsperson maa understaae
sig til at indlade sig i noget Ægteskab, førend han er i den
Stand, at han kan forsørge en Kone og Børn, paa det at
Staten ikke skal beriges med Staadere. Ej heller maa
nogen tage til Ægte, efter den Tid, da han ikke kan forsyne
en Kone, paa det at der ei skal vorde dyr Tid paa Fier.
Art. 12. Ligeledes maa intet Fruentimmer lade
sig tage til ægte, som med sig selv er overbeviist om, at hun
ei forstaaer, at føre en Huusholdning, enten liden eller stoer.
Hvorfore vore reene og peene Piger hermed strængelig by¬
des og befales, alt under Straf af aldrig at faae en Mand,
at de imellemstunder slaaer et Slag ud i Kiøkkenet, og nøje
lader sig underviise i Huusholdnings=Kunsten, paa det at
ingen Mand i sin Tid skal blive bedragen med dem; thi det
er dog langt nyttigere for et Fruentimmer at forstaae og
at kunde forestaae en Huusholdning. end at vide, paa hvad
Maade hun skal staae for et Vindne eller i en Dør, for at
tage imod Complimenter og Finger=Kys.
Art. 13. Endelig og til Slutning saae vi meget
gierne, at vore kiere Undersaatter udi vores Moralske Rige
vilde rette sig efter, og forbedre sig ved alle de Moraler,
som de baade hører og seer; thi ellers er al vores Flid og
Umage forgieves. Men ville derimod enhver rette og for¬
bedre sig, skeede dermed vores Villie.
Anmærkninger.
1. En Tilskuer, som for nogen Tid siden gik igien¬
nem Stadens Børs paa Børs Tiden, har givet os et nyt
Beviis paa, at det gamle Ordsprog: Sorg og Glæde
vandrer tilhobe, er sandt. Han mærkede der en almin¬
delig Glæde imellem de Kiøbslaaende og Handlende. Han
kunde neppe høre for Surren, Snakken og Latter, og han
glædede sig hemmelig paa de Fornøjedes Vegne, over Han¬
delens Flor og Negotiens Velstand; thi hvad kunde han
andet tænke? Men see! just i det samme indfandt sig, en
sort Mand med et meget ærbart Ansigt, ja, langt ærbarere
end Cato selv, hans Ankomst syntes ikke at forkynde nogen
