Rang; men det er en Vildfarelse, som ikke sielden trek¬
ker Skiul over Laster. Seerman paa os som Patrol¬
skrivere, da maae man ikke see os an som private Folk;
men man fornærmer os dog ikke, om man taler om
vore Skrøbeligheder. Vi ere komne paa en gandske
lovlig Maade til vort Patrol-Skriver=Embede, og vi
forestaaer det, ligesom andre, saa got som vi kan. Vi
ere underkastede Sædelighed ligesaavel som andre. Vi
har engang været private Folk, og vi kan blive det
igien. Nu ere vi Embedsmænd, og nu ønskede vi, at
der maatte tales om os med en Slags Medlidenhed.
Samme Ret bør og vederfares private Folk, og man
bør ikke tage Embeders og Titlers Mangel for Ærens
Mangel. Ofte seer man ned til disse Folk med en
grusom Foragt. De ere Lediggiengere - Narre -
unyttige Drog - og hvilken streng Dom fældes ikke,
naar der spørges: hvad er han? og naar der svares:
han er intet, han har ingen Titel, han har ingen Be¬
tiening! Saaledes bør man ikke dømme om private Folk.
Folk, som opofrer sig til Eensomhed, til sin Rolighed,
til Magelighed. Der er ikke saa mange Herremænd
som Bønder; men om en Bonde var saa rig, at han
kunde blive en privat Mand, tænkte han alt for Klo¬
stermæssig, naar han ikke længer vilde pløye. Man bør
jo være det Selskab til Nytte og Fornøyelse, i hvilket
har i mange Aar tient sit Selskab.
man lever. 4*
For det dannede han baade sin Forstand og Hierte;
for det paatog han sig villig alle Gestalter; for det var
han frisk, for det var han syg; Han skrev og talede,
for at forbedre Sæderne og for at hielpe sine Med¬
borgere paa Fode. Det giorde han til sit Emdede
indtil han fik et andet.. Deri blev han gammel, og
Ungdommens Fornøyelse smagede ham nu ikke meere.
Han ønskede sig Rolighed paa sin Alderdom.: Hukom¬
melsen slog ham feyl, og derover indsneg sig mange
Feyl i hans Forretninger. Lad en Ung tage imod hans
Embedk, som kan bedre forestaae det. Lad ham nu
leve hans øvrige Dage som en privat Mand. Ja Sel¬
skabet bør krydre hans øvrige Aandedræt med lutter
