En Persiansk Fabel.
En Draabe Vand faldt engang ned fra en
Skye udi Havet, og da den befandt sig iblant saa
uudsigelig stor Mængde af flydende Materie, udbrød
den i følgende Betragtning: "Ak, hvad forestiller jeg
dog en ubetydelig Ting i dette forfærdelig store Ver¬
dens Hav. Det merkes ikke engang, at jeg er til,
naar man seer paa den hele verden; og jeg er for¬
dømt til et Slags Intet; og er meget ringere og
mindre, end den allermindste Guds Skabning,
Men det traf sig saaledes, at en Muskling, som laae i
Naboelavet ved denne Draabe, lukte sig af en Hændel¬
se op, og opsnappede Draaben, da den holdt forbe¬
meldte ydmyge Samtale med sig selv. Fabelen fortæl¬
ler, at denne Draabe skal i lang Tid have ligget i
Muskling=Skallen og være bleven haard; indtil den ende¬
lig Tid efter anden blev forvandlet til en Perle, og ef¬
terat den var falden i en Perle=Fiskers Hænder, samt
igiennemgaaet mangfoldige Begivenheder, er den nu
bleven den navnkundige Perle, som er sat foran i den
Persianske Krone.
Roes og Berømmelse.
Man skulde troe, at det maatte være noget af
det allerbehageligste at roses og berømmes. Men det
er ikkun Ærgierrighed som finder Behag derudi. Roes
og Berømmelse er et Gode, som i sig selv er gandske
fremmet for vor Natur, og der er ikke noget Verktøy
i vort Legeme, til at smage den. Før en Tidlang kan
Sindet vel fyldes med en ubestandig Art af Fornøy¬
else, naar man roses og berømmes; men det er en For¬
nøyelse, som giør Mennesket urolig og fortredelig, og
ikke saa meget slukker den nærværende Tørst, som meget
mere opvekker nye Begierlighed. Roes og Berømmelse
er altsaa i sig selv aldrig slukkende og mættende. Hvor
