ofte bliver ey den Ærgierrige nedslaget og ydmyget,
naar han ikke faaer Roes og Berømmelse der, hvor
han havde ventet sig den. Ja, tidt ængstes og qvæles
han over den Roes og Berømmelse han faaer, naar
den ikke er saa stor, som han meente, at den burde
være. Faa Mennesker tænker saa meget got om os
som vi selv, uden det skulde være Hyklere. Den Lyk¬
salighed er altsaa liden, som man haver af at roses og
berømmes, og den bestaaer ikke i andet, end en blot
Jndbildning. Heraf kan man nogenledes see, hvad
Grund de har at bygge paa, som giøre alle Ting
for at roses og berømmes.
18.
paazn
Sententzer.
Nos Uuti
I Venskab er alting Styrke; men i Kierlighed
er alting Svaghed.
For at biebringe Menneskene en Ekkelhed til
det Nye, behøver man ikkun at giøre Dyden til
Mode.
Bluefærdighed klæder got i alle Ansigter, men
hos de Smukke holder man den for at være falsk, og
hos de Gremme for latterlig.
For at giøre Daarer viise, maae man altid be¬
tiene sig af ubeqvemme Lignelser.
Vi roser øfte vore Venner blot allene derfor,
paa det at man skal skattere os høyere, end dem.
Man maae undertiden af Beskedenhed være for¬
fængelig.
Fortællinger.
Een besøgte engang en Syg, og spurgte ham:
hvorledes han befandt sig? Den Syge kunde for Svag¬
hed og Pines Skyld ikke svare, hvorover den anden blev
vreed, og sagde: Nu, jeg haaber og, at jeg vel bliver
syg engang, saa skal jeg ikke heller svare dig, naar du
besøger mig.
